Usynlig religion

Thomas Luckmanns essay Den usynlige religion (1991) betragtes i dag som en klassiker inden for (religions)sociologien. Det tog næsten 24 år for den engelske version The Invisible Religion (1967), som selv var baseret på teksten The Problem of Religion in Modern Society (1961), at blive genoversat (jf. Knoblauch, s. 7). Thomas Luckmann (1927-2016) studerede bl.a. filosofi, tysk, romanistik og psykologi og var i 24 år professor i sociologi ved universitetet i Konstanz (jf. efterord).

Det funktionalistiske religionsbegreb: Privatisering af religionen

Hovedtemaerne i essayet er definition, udvikling og nye sociale former for religion (jf. Knoblauch, s. 11) samt spørgsmålet om, hvorvidt religiøsitet faktisk er ved at forsvinde i det moderne samfund, som den faldende deltagelse i kirkelige organisationer tyder på den dag i dag. Luckmann argumenterer for, at religiøse funktioner transformeres i andre (private) sociale former.

Kernen i konceptet er tesen om „privatisering af religion“. Med „usynlig“ religion menes privat, individuel religiøsitet og den dermed forbundne løsrivelse fra en rent offentlig, institutionaliseret forståelse af religion (tro versus religiøst tilhørsforhold). Afgørende for Luckmanns tilgang til „usynlig religion“ er den funktionalistiske tilgang. I modsætning til den substantielle definition, der spørger til religionernes specifikke, substantielle væsen og primært beskæftiger sig med menneskers forestillinger og forhold til en overjordisk, hellig, overnaturlig magt, forstår det funktionalistiske begreb religion som en aktør i den sociale struktur, der er medbestemmende for forholdet mellem individ og samfund (jf. Knoblauch, s. 12). Kort sagt er det ikke længere primært et spørgsmål om, hvad der definerer religionen indholdsmæssigt, men hvilken individuel og social nytte den opfylder. Det resulterer i Luckmanns radikale tese om, at „det religiøse selv er kernen i det sociale“ (Knoblauch, s. 13), når internaliseringen af en „verdensanskuelse“ hos ham ophøjes til „religionens universelle sociale form“ (Knoblauch, s. 16). Luckmann skriver selv:

„Individualiseringen af et historisk individs bevidsthed og samvittighed sker mindre gennem en original genskabelse af verdensbilleder end gennem internaliseringen af et allerede prækonstrueret verdensbillede. […] Hvis vi tidligere havde defineret verdensbilledet som en universel social form for religion, kan vi tilsvarende definere personlig identitet som en universel form for individuel religiøsitet.“ (Luckmann, s. 109)

Ifølge denne åbne definition kan alt, der opfylder en meningsskabende, verdensbillede-konstituerende funktion, altså opfattes som „religiøst“ eller „helligt“. Troen på en overnaturlig magt, som traditionelt forstås som ægte religiøs, erstattes her af en orienterings- og identitetsskabende funktion.

Det moderne ‚hellige kosmos

Ifølge Luckmanns teori suppleres det traditionelle „hellige kosmos“ af det moderne „hellige kosmos“ (jf. Luckmann, s. 153). Modernitetens fremherskende stræben er individuel autonomi, som er differentieret i de „hellige“ temaer „selvudfoldelse, selvrealisering, mobilitetsetos, seksualitet og familisme“ (Luckmann, s. 157). Det, der udtrykkeligt ikke tages op, er ens egen dødelighed og aldring: „Det ‚autonome‘ individ er ungt og dør aldrig. (Luckmann, s. 158)

Eksempler på Luckmanns åbne religionsbegreb er f.eks. de esoteriske New Age-bevægelser i det 20. århundrede, men også sportsgrene som bodybuilding (jf. Mörth, s. 2), yoga eller fodbold. Ifølge Luckmann kan andre såkaldte „erstatningsreligioner“ på denne side af jorden, såsom den veganske livsstil, også beskrives som religiøse.

Kritik: problemet med det åbne religionsbegreb

Luckmanns kritik af især den rene kirkesociologi har haft en positiv indflydelse på det sociologiske studie af religion med individualiserede trosformer (jf. Mörth, s. 4). Ikke desto mindre mangler hans teorem mere konkrete forklaringer. Religionens identitetsskabende og verdensbilledskonstituerende karakter er der ingen tvivl om, men det forbliver uklart, hvorfor alt, der opfylder disse funktioner, er „religiøst“. Derfor lyder en kritik, at det specifikt religiøse går tabt i Luckmanns tilgang (jf. Knoblauch, s. 12). Omvendt bliver bevidst areligiøse værdisystemer (ateisme) ikke taget tilstrækkeligt i betragtning. Knoblauch siger også i sit forord, at Luckmanns essay snarere præsenterer et foreløbigt udkast til usynlig religion (jf. Knoblauch, s. 11). Den funktionelle tilgang til religion som modstykke til den substantielle tilgang bør dog fremhæves. Günter Dux understreger: „Kun en teori, der argumenterer både funktionelt og substantielt, lover at forklare religionens oprindelse. (Dux, s. 20)

Litteratur

Luckmann, Thomas: Den usynlige religion [1963/1967]. Med et forord af Hubert Knoblauch. Frankfurt am Main: Suhrkamp 1991.

Knoblauch, Hubert: Die Verflüchtigung der Religion ins Religiöse. Thomas Luckmanns usynlige religion. I: Thomas Luckmann: Den usynlige religion. Frankfurt am Main: Suhrkamp 1991, s. 7-41.

Dux, Günter: Religionens oprindelse, funktion og indhold. I: Günter Dux (red.): Internationales Jahrbuch für Religionssoziologie. Wiesbaden: Springer Fachmedien 1973 (= On the theory of religion. Religion and language. Vol. 8), s. 7-67.

Mörth, Ingo: Om den nye udgave af en vigtig bog: Thomas Luckmanns „Den usynlige religion“. I: Swiss Journal of Sociology. 19. jg. issue 3. Montreux 1993, pp. 627-634. http://soziologie.soz.uni-linz.ac.at/sozthe/staff/moerthpub/LuckmannRezension.pdf [15.02.21].

Sozialwissenschaftliches Archiv Konstanz: Nachruf Thomas Luckmann. https://www.kim.uni-konstanz.de/soz-archiv/aktuelles/nachrufe/nachruf-thomas-luckmann/ [15.02.21].