Interkulturel kompetence er klassificeret inden for området social kompetence. Social kompetence gør det muligt at optræde hensigtsmæssigt i det kulturelle miljø. Interkulturel kompetence fremmer også evnen til at interagere i et ikke-kulturelt miljø. En person beskrives som „socialt kompetent“, hvis han eller hun er i stand til at interagere med personer fra fremmede kulturer. Dette opnås ved, at folk er i stand til at forstå deres modparters opfattelser og idéer. Ens egen sociale adfærd bør undersøges ud fra den fremmede kulturs perspektiv og om nødvendigt korrigeres. Ens egne idéer om værdier og normer bør ikke udelukkes, men tilpasses fleksibelt og i overensstemmelse med situationen.
Kulturelt indfødte og kulturelt fremmede
Forudsætningen herfor er bevidsthed om eksistensen af kulturspecifikke og ikke-kulturspecifikke adfærdsmønstre samt vilje til at reflektere over og ændre sine egne værdier. Social og interkulturel kompetence anses generelt for at kunne læres, idet det antages, at der i den tidlige socialisering lægges et fundament, som har afgørende indflydelse på udviklingen af interkulturel kompetence. Erhvervelse af interkulturel kompetence er derfor ikke begrænset til landespecifik viden, fremmedsproglige færdigheder, kulturelle skikke eller adfærdsmønstre. Interkulturel kompetence bør gøre folk opmærksomme på at opfatte, reflektere og sætte spørgsmålstegn ved deres egen kultur. For at dette kan lade sig gøre, skal den enkelte have forstået sin kultur og de deraf følgende handlingsmønstre (jf. Derboven/ Kumbruck 2005, 6 f.). Kühlmann identificerer syv krav som en grundlæggende forudsætning for at opnå interkulturel kompetence. Først og fremmest nævner han tolerance over for tvetydighed (jf. Kühlmann 1995, 36).
Tolerance over for tvetydighed – hvad er det?
For bedre at kunne definere interkulturel kompetence er der blevet udviklet forskellige modeller, hvoraf de fleste er baseret på lister over bestemte personlighedstræk. I de fleste modeller for interkulturel kompetence er tolerance over for tvetydighed opført som et væsentligt aspekt (jf. Straub/ Weidemann/ Weidemann 2007, 42 f.).
Udtrykket ambiguity kommer fra latin og betyder tvetydighed. Tolerance of ambiguity beskriver således kompetencen til at erkende tvetydighed og modsigelse og til at tolerere den usikkerhed, der kan opstå som følge heraf (jf. Derboven/ Kumbruck 2005, 6).
Kulturelle forventninger
I interkulturelle møder opstår der altid nye situationer, som er i modstrid med ens egne kulturelle forventninger. Disse uoverensstemmelser kan lægge et stort pres på kommunikationspartnerne. Rolledistance og empati kan hjælpe med at opfatte og udtrykke disse situationer (jf. Krappmann 1973, 150).
Interaktionspartnerne må først „tilpasse sig hinanden i gensidige forventninger“ (Krappmann 1973, 151) og forhandle nye betingelser for interaktionen. Som følge heraf kan interaktanternes behov ikke længere tilfredsstilles fuldt ud. I denne proces forsøger „alle interaktionspartnere […] at opretholde og præsentere en identitet i enhver situation, der holder fast i deres specificitet“ (Krappmann 1973, 151).
Accept af divergenser
En forudsætning for at deltage i interaktioner er, at individernes identitet opretholdes, og samtidig kommer mangfoldigheden af forventninger til udtryk. Grundlæggende indebærer interaktion med andre mennesker en tilfredsstillelse af følelsesmæssige behov. For at tilfredsstille i det mindste nogle af disse behov indgår mennesker i interaktioner. De er nødt til at acceptere de deraf følgende forskelle og uforeneligheder, da de er en del af ethvert interaktionsforhold (jf. Krappmann 1973, 151). I denne sammenhæng bliver det meget klart, at „individet […] ikke kan undslippe ambivalensen“ (Krappmann 1973, 152).
Ifølge Krappmann er tolerance af ambivalens evnen til at tolerere modstridende rolleinvolvering og motivationsstrukturer lige meget hos sig selv og hos sine interaktionspartnere (jf. Krappmann 1973, 155). Tolerance for tvetydighed åbner således op for interaktionsmuligheder for den enkelte, især i det interkulturelle rum. Samtidig mindsker den angst ved at gøre det klart for den enkelte, at han eller hun kan opretholde en balance mellem de forskellige normer og motiver selv i „meget modstridende situationer“ (Krappmann 1973, 155).
Identitetsdannelse
Følgelig er tolerance over for tvetydighed ikke kun en vigtig kompetence i interkulturelle møder, men også vigtig for den enkeltes identitetsdannelse. I udviklingen af sin personlige identitet er individet gentagne gange tvunget til at „syntetisere modstridende identifikationer“ (Krappmann 1973, 167). For uden „den [tolerancen over for tvetydighed] er ingen jeg-identitet tænkelig, da den skal artikulere sig balancerende mellem tilstræbte forventninger og inden for rammerne af et fælles symbolsystem“ (Krappmann 1973, 167).
Ethvert menneske må affinde sig med, at forventninger og behov ikke altid er sammenfaldende, og at der er kløfter mellem personlige erfaringer og almengyldige værdisystemer. Hvis et individ benægter eller fortrænger disse tvetydigheder, kan han eller hun ikke udvikle en identitet og dermed ikke repræsentere sit særlige synspunkt i interaktioner (jf. Krappmann 1973, 167).
Litteratur
Derboven, Wibke/ Kumbruck, Christel (2005): Interkulturelles Training Trainingsmanual zur Förderung unterkultureller Kompetenz in der Arbeit. Heidelberg: Springer Verlag.
Krappmann, Lothar (1973): Soziologische Dimension der Identität. Strukturelle Bedingungen für die Teilnahme an Interaktionsprozessen. 3. Auflage. Stuttgart: Klett.
Kühlmann, Torsten (1995): Mitarbeiterentsendung ins Ausland – Auswahl, Vorbereitung, Betreuung und Wiedereingliederung. Göttingen: Verlag für Angewandte Psychologie.
Straub, Jürgen/ Weidemann, Arne/ Weidemann, Doris (Hrsg.) (2007): Handbuch interkultureller Kommunikation und Kompetenz. Grundbegriffe – Theorien – Anwendungsfelder. Stuttgart: J. B. Metzler.