Tilpasning

Ved assimilation forstås tilnærmelse til en stat eller indlemmelse. Fra det latinske assimilatio kan det afledes, at noget gøres ens eller tilpasses (jf. Duden 2013). Denne assimilering kan findes i mange sammenhænge. Udtrykket kan f.eks. nævnes i forbindelse med akklimatisering. Mennesker, der rejser til fjerne lande, skal først tilpasse sig de nye ydre omstændigheder. Dette omfatter tidsændring, temperatur og lysforhold (jf. Spektrum.de 2018). Assimilation kan også findes i forbindelse med sprogvidenskab, biologi, indlæringspsykologi og kultur.

Assimilation i forbindelse med indlæringspsykologi

Jean Piaget beskæftigede sig med børns kognitive udvikling i sin teori. I den forbindelse beskæftiger han sig med to kortfattede processer. På den ene side beskriver han akkommodation, som beskriver evnen til at ændre læringsadfærd. For det andet er assimilation indarbejdelsen af nye erfaringer i eksisterende skemaer. Den allerede eksisterende viden bruges til at klassificere de nye eksterne stimuli i kendte mønstre og til at få visse situationer til at se ens ud. I denne proces kan opfattelsen ændres i en sådan grad, at den pågældende situation kan mestres (jf. Hoppe-Graff 2014, 150-152).

Et eksempel på assimilation er et barn, der for første gang vil sparke en medicinbold i et mål. Barnet har allerede erfaring med at sparke til en fodbold ved at sparke til bolden med foden. Resultatet er, at bolden flyver ind i det tilsigtede mål på grund af dens egenskaber. Barnet ved, at bolden er blevet flyttet af sin kraft. På baggrund af denne tidligere erfaring tilpasser barnet gradvist sin kraftanvendelse på medicinbolden, så den når målet efter et spark.

Assimilation i en kulturel sammenhæng

Ligesom med tilpasning findes assimilation i en kulturel sammenhæng. Mere specifikt betyder det „tilpasningen af medlemmer af minoritetssamfundet til majoritetssamfundets standarder, specifikationer, adfærdskodekser og normer“ (Hoesch 2018, 82). Her menes der ofte en opgivelse af kulturelle, religiøse og etniske identiteter. Inden for assimilationsforskningen er denne negativt konnoterede opfattelse kontroversiel og er i øjeblikket ikke afklaret mere præcist. Imidlertid er assimilationspolitikken reel, da befolkningsgrupper ofte bliver tvangsassimileret (jf. Hoesch 2018, 82 f.).

Assimilation får derfor en negativ konnotation. Derfor tales der i den offentlige debat ofte om integration, selv om der er tale om en assimilationsproces. Der kan ofte findes eksempler på tvangsassimilation på grund af politisk vilje. For eksempel tvang den canadiske regering „omkring 150.000 inuit- og metisbørn til at gå på kostskoler mellem 1874 og 1970’erne“ (Hoesch 2018, 83), så disse børn blev adskilt fra deres familier og isoleret fra deres oprindelseskultur.