Tabu

Begrebet tabu stammer fra det polynesiske Tonga (‚tapu‘ o. ‚ta pu‘) og blev dokumenteret i forbindelse med James Cooks sørejser, hvorefter begrebet også blev etableret i Europa. Oprindeligt havde det polynesiske begreb religiøst-magiske konnotationer (jf. Freud 2014, 635) og kunne referere til noget helligt, urørligt såvel som noget urent, forbudt (jf. Ibid., 629). Selvom begrebet stammer fra det kulturelle rum i Polynesien, er det et tværkulturelt fænomen, som også kan findes i alle andre kulturer (jf. Wundt 1926).

Tværkulturelt fænomen

I nutidens sprogbrug er et tabu et socialt dybt internaliseret forbud, der som en uskreven og delvist ubevidst lov kræver en bestemt udeladelse eller tavshed af medlemmerne af en kulturel gruppe (jf. „tabuforskning“). Dette interkulturelle fænomen med sociale tabuer er blevet undersøgt af bl.a. James G. Frazer (1854-1941) og har senest fundet vej til den videnskabelige diskurs, siden den wienske psykoanalytiker Sigmund Freud (1856-1939) skrev Totem og tabu. Mens Frazer var den første til at beskrive tabuet som et tværkulturelt fænomen, der tjener til at konsolidere et system af social orden, ser Freud ligeledes tabuet som et individuelt psykologisk fænomen (jf. Emrich 2015, 13), der tjener til at undertrykke visse ønsker. „Grundlaget for tabuerne er en forbudt handling, som der er en stærk tilbøjelighed til i det ubevidste“ (Freud 2014, s. 641), hvilket også ville forklare den grundlæggende ambivalente holdning til et tabu, der omfatter både ærefrygt og afsky (jf. Ibid., 636). I mellemtiden er tabuet blevet genstand for forskellige discipliner som psykologi, sociologi, etnologi, religionsstudier, kulturstudier eller lingvistik.

Typer af tabuer

Der findes forskellige typer af tabuer, såsom religiøse tabuer, kønsspecifikke tabuer eller høflighedstabuer. Man kan yderligere skelne mellem tabuer, der er rettet mod handlinger, kommunikation og bestemte begreber, genstande, steder, tanker eller endda følelser (jf. Balle). Hvis et tabu refererer til en bestemt genstand eller person, skal det dog nævnes, at det ikke er den tabubelagte genstand i sig selv, der betragtes som forbudt, men snarere en bestemt handling eller holdning rettet mod den (jf. Scholz), nemlig at røre ved, se på, navngive eller tænke på den tabubelagte genstand på en eller anden måde.

Ofte tabuiserede emner er f.eks. død, sygdom, udskillelser og visse kropsfunktioner, menstruation, kønsorganer, seksualitet generelt eller hos enkelte grupper som f.eks. ældre eller handicappede, afhængighed, samt at tale om utilfredshed med den tildelte kønsrolle (mor/omsorgsrolle), psykiske problemer eller negative følelser generelt. Tabuer forbyder også ofte incest, kannibalisme, at spise bestemte dyr eller produkter, specifikke politiske debatter eller beskyldninger om „taleforbud“ mod politisk korrekte aktører*.

Tabuer versus forbud

Selvom et tabu markerer noget forbudt, skelnes det normalt fra et konventionelt forbud. Mens et normalt forbud undervises eksplicit, internaliseres et tabu implicit i den tidlige barndom som følge af socialisering inden for en kulturel ramme. Tabuovertrædelser straffes heller ikke på samme måde som overtrædelser af forbud, men fremkalder ofte reaktioner som skam eller afsky (jf. Reimann 1989, 421) og er socialt sanktioneret (jf. Kraft 2004, 9-15). Mens forbud kan tales om eller endda diskuteres, „[forbyder tabuer] faktisk sig selv. […] tabuforbud mangler enhver begrundelse […]; uforståelige for os forekommer de selvindlysende for dem, der er under deres herredømme“ (Freud 2014, 629). Således kan det også observeres, at selv diskursen om et eksisterende tabu er tabuiseret (jf. Balle). Og „[d]et mærkeligste er nok, at den, der har formået at overskride et sådant tabu, selv har karakter af det forbudte […]“ (Freud 2014, 632). Denne sammenstilling af tabu og forbud skal dog ikke forstås som en streng dikotomi, men som et kontinuum mellem to puljer (jf. Schröder 2003, 310).

Tabuers funktioner og brud

Sociale tabuer begrænser individers handlemuligheder og er dermed på den ene side repressive og kan på den anden side bidrage til at konsolidere politiske forhold eller forhindre diskurser. Da tabuer har den funktion at understøtte den sociale orden (jf. Betz 1978, 144), kan de også være aflastende, beskyttende eller endda identitetsskabende for individet (jf. Base 2007). De har den „sociale funktion at regulere adfærd, etablere grænser, anerkende autoriteter, f.eks. for at sikre ejendoms- og magtforhold og visse sociale ordener“ (Reimann 1989, 421).

Derfor truer bruddet på et tabu så at sige også hele den sociale gruppe, hvor tabuet gælder (jf. Freud 2014, 616). For at undgå at bryde et tabu kan man derfor observere forskellige verbale og nonverbale copingstrategier (jf. Schröder 2003, 311). For eksempel er „eufemismer en ideel procedure, når det handler om at respektere tabuer uden at negere ens egne samtalebehov“ (Reuter 2009, 19). Afhængigt af den kulturelle kontekst kan man også observere en anden sproglig tilgang til tabuberøringer.

Tabuer i interkulturel kommunikation

I kontakten med en anden kulturel gruppe er det særligt vigtigt at blive opmærksom på potentielle konflikttemaer og finde en respektfuld måde at håndtere dem på (jf. „tabuforskning“). At vide, hvad man ikke skal tale om, eller hvordan man ikke skal opføre sig, er også en vigtig del af de kulturelle konventioner. Da tabuer er vokset frem historisk og er i konstant forandring, er de også meget relative til den respektive kulturelle kontekst (jf. Kraft 2004, 9-15). Der er således forskellige tabuer, som kun gælder i bestemte kulturkredse. Og da disse ikke ekspliciteres, er der fare for utilsigtede tabuovertrædelser. På samme måde er der dog tabuer, som optræder på samme måde i forskellige kulturer, som f.eks. incesttabuet. Det er dog ikke kun områderne med tabuer, der er kulturspecifikke, men også graden af tabuisering og de tilsvarende håndteringsstrategier (jf. Danninger 1982, 237). „Sproglig viden om mulige omgåelsesstrategier [såvel som] tolerance over for tabufænomener“ (Schröder 2003, 314) er derfor grundlæggende for vellykket interkulturel kommunikation.

Litteratur

Balle, Christel: Tabubegrebet. https://www.kuwi.europa-uni.de/de/lehrstuhl/ehemalige_professoren/sw2/forschung/tabu/tabubegriff/index.html (14.09.2020).

Base, Gerhard: Über Tabus und Tabuisierungen. I: Tabus und Grenzen der Ethik. Red. af Michael Fischer og R. Kacianka. Frankfurt a. M.: Peter Lang 2007 (= Ethik transdisziplinär 7). S. 13-30.

Betz, Werner: Tabu. Ord og forandring. I: Meyers Enzyklopädisches Lexikon. 9. udg. Ed. by Bibliogr. Institut. Mannheim: Bibliographisches Institut 1978 (= Vol. 23). S. 141-144.

Danninger, Elisabeth: Tabuområder og eufemismer. I: Sprogteori og anvendt lingvistik. Festschrift für Alfred Wollmann zum 60. Geburtstag. Red. af Werner Welte. Tübingen: Narr 1982. s. 237-251.

Emrich, Matthias: Introduktion. Tabukultur. I: Tekster og tabu. Om forbuds- og overskridelseskultur fra senantikken til nutiden. Redigeret af Alexander Dingeldein og M. Emrich. Bielefeld: Transcirpt 2015 (= Mainzer Historische Kulturwissenschaften 21). S. 7-18.

Freud, Sigmund: Totem og tabu. I: Samlede værker. Köln: Anaconda 2014. s. 607-758.

Kraft, Hartmut: Tabu. Magi og social virkelighed. Düsseldorf: Walter 2004.

Reimann, Horst: Tabu. I: Staatslexikon. Ret – Økonomi – Samfund i 5 bind. Red. af Görres-selskabet. 7. fuldstændig reviderede udgave. Freiburg: Herder 1989 (= bind 5). S. 420-421.

Reuter, Ursula: Sprog og tabu. Fortolkning af franske og italienske eufemismer. Tübingen: Max Niemeyer Verlag 2009 (= Beihefte zur Zeitschrift für Romanische Philologie 346).

Scholz, Alexander: Handout til forelæsningen: Tabu – Ein ethnophänomenologischer Deutungsansatz. https://www.kuwi.europa-uni.de/de/lehrstuhl/ehemalige_professoren/sw2/forschung/tabu/weterfuehrende_informationei/alexander_scholz/index.html (14.09.2020).

Schröder, Hartmut: Tabu. I: Håndbog i interkulturelle tyskstudier. Red. af Alois Wierlacher og A. Bogner. Stuttgart: Metzler 2003. s. 307-315.

Tabuforskning. https://www.kuwi.europa-uni.de/de/lehrstuhl/ehemalige_professoren/sw2/forschung/tabu/index.html (14.09.2020).

Wundt, Wilhelm: Völkerpsychologie. En undersøgelse af udviklingslovene for sprog, myte og sædvane. 4. udgave. 4. udg. Leipzig: Scientia Verlag 1926.