Sprogtilegnelse

Sprogtilegnelse – eller sprogudvikling – refererer til processen med at lære et nyt sprog. I denne proces tilegner man sig sprogets egne regler inden for udtale, grammatik og ordforråd (jf. Metzler Lexikon Sprache 2016, 639).

Tilegnelse af modersmål/førstesprogstilegnelse

For at kunne tale et sprog „korrekt“ er det ikke nødvendigt at kunne nævne dets regler. Det er nok, hvis det kan bruges. Det gør talere som regel automatisk, når de taler deres modersmål – også kaldet førstesproget.

Når et lille barn lærer at tale, begynder han eller hun at tilegne sig de sprog, der omgiver ham eller hende. Dette kaldes ukontrolleret sprogtilegnelse. Barnet får ikke eksplicit fortalt sprogets egne regler, men danner dem selv (jf. Metzler Lexikon Sprache 2016, 639 f.).

For at gøre dette danner barnet et „mentalt skema“ (Bickes/Pauli 2009, 34): Det overfører allerede kendte regler til andre ord. Et eksempel på dette er datid, som også kaldes simpel datid. Et verbum i datid kan dannes enten svagt, f.eks. sige – jeg sagde, eller stærkt, f.eks. synge – jeg sang. Børn tilegner sig først skemaet til at danne svage former som jeg sagde. Dette skema overføres til andre verber. På den måde dannes der overgeneraliserede ytringer som singen – ich singte, som bliver ved med at blive brugt, selv når de bliver korrigeret. Dette viser, hvor solidt det mentale skema er forankret i barnet. Når de har forstået datiden af stærke verber, bruger de den grammatisk korrekte form (jf. Bickes/Pauli 2009, 34).

Dobbelt tilegnelse af første sprog

En person kan ikke kun have ét, men også flere modersmål. Hvis et barn lærer to eller flere omgivende sprog samtidig i en alder af op til tre år, kaldes det dobbelt modersmålstilegnelse (jf. Bickes/Pauli 2009, 92).

Tilegnelse af andetsprog

Når et barn på tre år eller ældre lærer et nyt sprog, kan man skelne mellem to former for sprogtilegnelse. Barnet kan lære det nye sprog på samme måde som det eller de første sprog.

I dette tilfælde er tilegnelsen ukontrolleret. I dette tilfælde bruges det lærte sprog dagligt i hverdagen, fordi det for eksempel er det nationale sprog. Det tilegnes ikke på et kursus, men f.eks. i samtaler mellem venner, skolekammerater eller kolleger. Denne proces kaldes andetsprogstilegnelse. (jf. Bickes/Pauli 2009, 92 f.).

Tilegnelse af fremmedsprog

Alternativt kan talere være fortrolige med reglerne i et sprog. Det sker for eksempel, når man lærer sproget i skolen eller på kurser. Dette kaldes kontrolleret tilegnelse af et fremmedsprog (jf. Metzler Lexikon Sprache 2016, 639).

Når man lærer et fremmedsprog, er det bemærkelsesværdigt, at det normalt ikke læres i hverdagssamtaler. I stedet introduceres samtaler ved hjælp af opgaver. Undervisningen foregår som regel på elevernes modersmål, ikke på fremmedsproget (jf. Bickes/Pauli 2009, 92 f.).

Fordybende sprogtilegnelse

Ikke al fremmedsprogsundervisning følger det samme mønster. Immersiv undervisning går også under betegnelsen „sprogbad“ (Stebler 2010, 21). Dette udtryk henviser til en form for fremmedsprogsundervisning, hvor fokus ikke er på at lære sprogets egne regler. I stedet undervises eleverne bl.a. i indholdet af andre fag. Undervisningen foregår på det fremmedsprog, der skal læres.

Der er høje forventninger til fordybende undervisning. Den skal hjælpe eleverne med at forbedre deres fremmedsprog, men samtidig også fremme aspekter som interkulturel dannelse og tilnærmelse (jf. Stebler 2010, 21 f.).

Litteratur

Andresen, Helga (2016): Sprogtilegnelse. I: Glück, Helmut/ Rödel, Michael (red.): Metzler Lexikon Sprache. 5. udgave. Stuttgart: J. B. Metzler, 639 f..

Bickes, Hans/ Pauli, Ute (2009): Tilegnelse af første- og andetsprog. Paderborn: Fink.

Stebler, Rita (2010): Kontekst og forskningsstatus. I: Stebler, Rita/ Maag Merki, Katharina (red.): Zweisprachig lernen. Processer og effekter af et immersivt undervisningsforløb på Gymnasien. Münster: Waxmann, 13-23.