Rygsæk-modellen af kultur

Rygsækmodellen er en af flere kulturmodeller, der „[…] forklarer kulturelt forankrede værdier og tankemønstre samt deres artefakter på en generel – dvs. i udgangspunktet ikke kulturspecifik – måde“ (Agha-Alikhani 2012, 102) på en skematisk forenklet måde.

Individuel og situationel

Den præsenterer kultur som en ͵rygsækʹ. Individet bærer sin kulturelle viden i sin personlige bagage, hvor hans egen kulturelle, individuelle og sociale baggrund kommer symbolsk til udtryk. Det er ikke kulturen, men individet selv, der bestemmer over den fleksible, situationsbestemte håndtering af indholdet i den „kulturelle rygsæk“ (Roth 2011, 20). Rygsækkens indhold kan udvides i løbet af livet og med voksende erfaringer, idet individet kan tilegne sig værdier og holdninger, der ligger ud over de standardiserede elementer i en kultur, og som er mere beslægtet med en fremmed kultur (jf. ibid.). Modellen forsøger metaforisk at forklare den „kulturelle kompleksitet i samfundet på en måde, der er tro mod livet og så autentisk som muligt“ (ibid. 21) og at udvide ens egen kulturelle horisont ved at øge bevidstheden om modellens antagelser.

Differentiering fra isbjergsmodellen

Rygsækmetaforen er en videreudvikling af Hemingways isbjergsmodel (se kulturens isbjergsmodel). Den bygger fortsat på opdelingen i synlige og usynlige kulturelle elementer (jf. Roth 2011, 20). Disse synlige artefakter (ydre fremtoning, handlinger, sprog, adfærd) kaldes percepta, mens de usynlige kulturelementer (værdier, normer og holdninger) kaldes concepta (Agha-Alikhani 2012, 102). Den kulturelle rygsæk og dens indhold er uigennemsigtigt, hvilket betyder, at det kulturelle udstyr, concepta, kun bliver synligt under intensiv interkulturel kommunikation.

Foranderlig størrelse

Den store forskel fra isbjergsmodellen er, at kultur ses som en „foranderlig størrelse“ (Roth 2011, 20), og at enhver ny erfaring, ethvert nyt møde og enhver ny situation påvirker vores handlinger og dermed beriger vores kulturelle besiddelser. Mens kultur i rygsækmodellen ses som en åben (tilegnelse og handling) proces (jf. ibid.), præsenteres kultur i isbjergmodellen som tidløs og endimensionel, hvilket giver indtryk af, at individer er „determineret af deres kulturelle miljø på samme måde som en ensrettet gade“ (ibid.) og svarer til et statisk kulturelt portræt. De to modeller er dog ikke i modstrid med hinanden. Tværtimod kan de forbindes i visse multikulturelle sammenhænge (jf. ibid.). I sådanne konfrontationer er det hensigtsmæssigt at relatere isbjergsmodellens statiske kulturbegreb, „som fremkalder forudsigelige handlinger, der opfattes som ͵tyskeʹ, ͵russiskeʹ eller ͵japanskeʹ“ (ibid. 21), med rygsækmodellens åbne kulturbegreb, „som [uden et fast kulturelt portræt] reagerer fleksibelt på kravene i den respektive situation“ (ibid.).

Litteratur

Agha-Alikhani, Barbara (2012): Kulturelle modeller. I: Barmeyer, Christoph (red.): Taschenlexikon Interkulturalität. Göttingen: Vandenhoeck & Ruprecht, 102-104.

Roth, Juliane (2011): Eigene Kultur. I: Roth, Juliane/ Köck, Christoph (red.): Interkulturelle Kompetenz. Håndbog for voksenuddannelse. 2. reviderede udgave. Stuttgart: EduMedia, 19-21.