Etymologien for ordet race er ikke klar. Tre muligheder fra latin er afledningerne af ordet ratio „natur, essens“, radix „rod“ eller generatio „forplantning“. Alle varianter kan forenes med nutidens forståelse af begrebet. Racismebegrebet opstod i det 20. århundrede, nærmere bestemt i 1920’erne/30’erne (jf. Zerger 1997, 19 u. 80).
Duden definerer racisme som en ideologisk retfærdiggørelse af racediskrimination. Mennesker eller befolkningsgrupper med bestemte biologiske karakteristika er af natur overlegne eller underlegne i forhold til andre, hvad angår deres kulturelle præstationer (jf. Duden 2007, 879).
En anden definition beskriver racisme som en ensidig og ekstrem forvrængning af virkeligheden i form af et overdrevet selvbillede og et nedsættende billede af andre (jf. Geulen 2007, 7).
Begrebslig afgrænsning
Hvad er forskellen mellem racisme og xenofobi eller højreekstremisme? Racisme forstås som undertrykkelse eller ulige behandling baseret på biologiske, genetiske forskelle. Ydre fysiske karakteristika såvel som historisk eller kulturelt bestemte vaner hierarkiseres. Ens eget folks udseende bliver sat over andre folks. Det skaber en formodet følelse af overlegenhed, som fører til diskrimination af andre mennesker på baggrund af deres race.
I modsætning til højreekstremisme har begrebet altså mindre at gøre med demokratifjendtlighed, som taler imod retsstatens grundlæggende orden. Selvom dette også er rettet mod mennesker med andre biologiske egenskaber, lægger det vægt på en kritik af demokratiet. Racismens diskrimination er ikke så meget på grund af en anden oprindelse, sprog eller religion. I dette tilfælde ville man tale om xenofobi (jf. Führing/Lensing 1994, 62). Ikke desto mindre er det ofte svært at foretage en skarp skelnen på grund af overlapninger. Højreekstremister følger den racistiske idé og gør det aktivt. Der er også en del, en gråzone, i den sociale midte, som abonnerer på den racistiske idé (jf. Koller 2015).
Historie
Der har altid været mange forskellige befolkningsgrupper, som adskilte sig arveligt fra hinanden. For eksempel er der pygmæerne, mongolerne, inderne eller araberne – alle med deres specifikke karakteristika. Ved første øjekast er den mest iøjnefaldende forskel mellem mennesker deres hudfarve. På baggrund af disse ydre iøjnefaldende træk, som er synlige for alle, opstod klassifikationen for at kunne kategorisere og derefter evaluere grupperne.
I det 15. århundrede, den såkaldte Age of Discovery, delte Portugal og Spanien verden mellem sig. Europæerne fik adgang til nye handelsruter, og lande med stor rigdom blev udnyttet. For at gøre dette havde de brug for arbejdskraft, og det førte til den atlantiske trekantshandel. Det førte igen til en afrikanisering af slaveriet. Slaverne blev ført til den nye verden, og overskuddet gik tilbage til de europæiske kongehuse. Hvor slaveriet allerede havde etableret sig i den profitable kolonisering, opstod der en hierarkisering efter hudfarve. Militær overlegenhed betingede en opfattet moralsk og religiøs overlegenhed (jf. Hund 2017, 20).
Europæerne forstod deres opgave som at formidle fremskridt i deres forstand til de angiveligt mindre udviklede folkeslag i Amerika, Afrika, Asien og Australien. Systematisk blev det meste af jorden koloniseret og delt mellem Europa og Japan.
I skolebøger i over 100 år fra 1870’erne, for eksempel i Frankrig, blev den sorte race fremstillet som værende i stand til forbedring. Det blev begrundet med, at stærkt pigmenterede mennesker mindede mest om aber, især når det gjaldt hovedformen. Hvidhudede mennesker blev på den anden side fremstillet som den mest perfekte art. Denne fejlagtigt indlærte klassifikation førte til den fejlagtige tro på et hierarki baseret på arvelige egenskaber (jf. Victor 2012).
I nazitiden blev den ariske race betragtet som den mest værdifulde race. Mellem 1939 og 1945 blev Sinti og Roma, såkaldte Mischlinge, jøder og mange andre grupper klassificeret i en sådan grad, at de ikke havde ret til at leve i Tyskland. Det førte til den såkaldte racemani. Effekten var en ny, racemæssigt motiveret antisemitisme. Den udryddelseslejr, hvor flest mennesker døde i gaskamre, ved giftindsprøjtninger eller ved skydning, var Auschwitz (jf. Wippermann 2005, 75). Efter den tabte Anden Verdenskrig svandt tyskernes følelse af overlegenhed igen. Afnazificeringsprocessen skulle hjælpe med at skabe et „hvidt Vesten“. Den var stærkt påvirket af den kolde krig (jf. Hund 2007, 151).
En milepæl for racemæssig ligestilling var den amerikanske borgerrettighedslov fra 1964, som erklærede raceadskillelse i det offentlige rum for ulovlig. Borgerrettighedsloven repræsenterede et stort skridt mod frihed også for afroamerikanere, men var ikke afslutningen på kampen for lighed (jf. Bringle 2015, 6).
Former for racisme
Som det fremgår af de foregående afsnit, er den racistiske kerneidé at konstruere hvide, vestlige mennesker som „normen“ og at valorisere dem i forhold til resten af verdens befolkning (jf. Othering).
For at få et overblik over de forskellige former for racisme skelnes der mellem tre generelle og fem eksplicitte manifestationer. I princippet er grundformerne ofte gensidigt afhængige og overlapper hinanden.
Grundlæggende former
Strukturel racisme refererer til den institutionaliserede form for diskrimination og er karakteriseret ved sin hierarkiske magtstruktur. Her finder racismen sted „oppefra og ned“ og misbruger sociale afhængighedsforhold. Nogle eksempler på dette er raceprofilering og dårligere job- og uddannelsesmuligheder for folk med migrationsbaggrund (organisation vs. gruppe af mennesker).
Kulturel racisme forstås som eksklusion baseret på kulturelle og religiøse tilskrivninger. Kultur træder i stedet for en „overlegen race“, og derfor beskrives denne form også som „racisme uden racer“ eller „neo-racisme“. Det etnocentriske perspektiv antages at være det eneste rigtige, og interkulturalitet betragtes som skadeligt. Eksempler herpå er anti-muslimske og anti-semitiske holdninger (circle of people vs. circle of people).
Hverdagsracisme omfatter dagligdags oplevelser af diskrimination, som er resultatet af interaktion mellem individer. Disse kan være utilsigtede eller bevidst racistiske og forekommer normalt meget subtilt. De omfatter f.eks. nedsættende sprogbrug og trivialisering af diskriminerende oplevelser (individ vs. individ) (jf. Ogette 2017).
Eksplicitte former
1 Postkolonial racisme identificerer den nutidige marginalisering og stigmatisering af mørkhudede mennesker som eftervirkningerne af kolonial raceideologi. Sådanne måder at tænke på omfatter fortrængningen af den igangværende vestlige profit gennem koloniale territoriale opdelinger og udnyttelse samt etnocentriske repræsentationer af verden. Afvisningen af selvbetegnelser som sort, people of colour, blackfacing og racerealisme falder også ind under denne kategori. Den dag i dag er nedvurdering på baggrund af fænotypiske karakteristika strukturelt forankret. Dukketesten viser, hvilken indflydelse det allerede kan have på børn. Desuden kan ens egne ubevidste fordomme bestemmes ved hjælp af den implicitte associationstest (jf. ibid.).
2 Antisemitisme refererer til helheden af udsagn, der er fjendtlige over for jøder, og erstatter dermed den forældede, religiøst baserede antijudaisme. De mest almindelige fordomme vedrører den angiveligt ægte jødiske næse og stiliseringen som pengegrisk og indflydelsesrig. Ud fra sidstnævnte spindes talrige konspirationsteorier, ifølge hvilke jøder kontrollerer verden (Rothschild-teorien). Dertil kommer Holocaust-benægtelse til og med retfærdiggørelse, samt antisemitisme skjult under en foregivet kritik af Israel (jf. Polak 2018).
3 Gadje-racisme omfatter diskrimination af sinti og romaer. „Gadje“ betyder ikke-roma og erstatter tidligere begreber som antiziganisme og -romanisme. For første gang fokuseres der således per definition på den side, der udøver racisme. Sinti og Roma bliver stigmatiseret som hjemløse, uciviliserede mennesker eller romantiseret som „frie mennesker“. Begge versioner bidrager til, at de ses som tredjeklasses mennesker og som nogle, der ikke hører til i samfundet (jf. AAS 2019).
4 Anti-muslimsk racisme falder ofte sammen med anti-islamisme, da begge har til hensigt at miskreditere muslimske mennesker. På overfladen er diskriminationen baseret på religiøst tilhørsforhold, men virkeligheden er, at den generaliseres på baggrund af fænotypiske karakteristika. Ofte beskyldes de berørte for manglende integrationsevne eller ekstremistiske overbevisninger.
5 Anti-asiatisk racisme omfatter alle devalueringer af asiatiske mennesker. Symptomatisk er nedværdigelsen af øjenområdet eller tilsyneladende positive tilskrivninger som flid og intelligens. Men disse stigmatiseringer bidrager også til en racistisk andetgørelse og fører i tvivlstilfælde til, at majoritetssamfundet ikke tager det racistiske indhold alvorligt. På den anden side er antagelsen om, at asiater generelt er i risiko for at blive smittet med Corona-virus, åbenlyst racistisk (jf. Dapp 2014).
Litteratur
Amadeu Antonio Fonden (2019): Racisme mod Sinti og Roma. https://www.amadeu-antonio-stiftung.de/wp-content/uploads/2019/01/Flyer_GMF_Roma.pdf [12.03.2020].
Bandelow, Borwin: Xenophobia is in all of us. https://www.faz.net/aktuell/politik/inland/angstforscher-borwin-bandelow-ueber-fremdenangst- 15763320.html [25.12.2018].
Bringle, Jennifer (2015): The civil rights act of 1964, New York: The Rosen Publishing Group.
Dapp, Teresa (2014): Vi er ikke skævøjer! I: Time Online https://www.zeit.de/zustimmung?url=https%3A%2F%2Fwww.zeit.de%2Fpolitik%2Fdeutschland%2F2014-02%2Fwir-sind-keine-schlitzaugen [12.03.2020].
Duden (2007): Das Fremdwörterbuch. 9. udg. Mannheim: Bibliographisches Institut.
Führing, Gisela/ Lensing, Mechthild (1994): Was heißt hier fremd? Berlin: Cornelsen.
Geulen, Christian (2007): Racismens historie. München: Beck.
Harvard University: https://implicit.harvard.edu/implicit/germany/selectatest.jsp [12.03.2020].
Hund, Wulf D. (2017): Wie die Deutschen weiß werden. Kleine (Heimat)Geschichte des Rassismus. Stuttgart: J. B. Metzler.
Koller, Christian: Hvad er racisme egentlig? http://www.bpb.de/politik/extremismus/rechtsextremismus/213678/was-ist-eigentlich-rassismus [26.12.2018].
Ogette, Tupoka (2017): Ud af racismen. At lære at tænke kritisk om racisme. Münster: Unrast.
Polak, Oliver (2018): Gegen den Judenhass. Berlin: Suhrkamp.
Victor, Jean-Christophe: Racismens opståen. http://www.bpb.de/mediathek/178985/die- emergence-of-racism [12.12.2018].
Wippermann, Wolfgang (2007): Rassenwahn und Teufelsglaube. Berlin: Frank & Timme.
Zerger, Johannes (1997): Hvad er racisme? En introduktion. Göttingen: Lamuv.
Youtube: Doll Test. https://www.youtube.com/watch?v=tkpUyB2xgTM [12.03.2020].