Psykolingvistik (sprog, tanke, virkelighed)

Kan vi tænke uden sprog? Eller er det kun sproget, der gør det muligt for os at danne tanker? Og hvad er sammenhængen mellem sprog og tænkning? Sprogfilosofien forsøger at besvare spørgsmål som disse. Det har været et delområde inden for sprogvidenskaben siden midten af det 19. århundrede, men problemet med sprog og tanke blev allerede behandlet i antikken. Sprogfilosofi studeres af både filosoffer og lingvister, men denne artikel ser udelukkende på emnet ud fra et sprogligt perspektiv.

Piaget: Tænkning bestemmer mulighederne for at danne og bruge sprog

Selv om Piaget ikke var sprogforsker, men biolog og udviklingspsykolog, giver hans undersøgelser af børns sprogtilegnelse mulighed for at drage konklusioner om sammenhængen mellem sprog og kognition. Han antager, at „den kognitive udvikling (dvs. den gradvise tilegnelse af tænkestrategier) afgørende bestemmer vores sproglige udvikling og sprog“ (Beyer/ Gerlach 2018, 206).

Som bevis herfor henviser han til eksperimenter om mængdeopfattelse hos børn. I et af disse eksperimenter hældes den samme mængde vand fra en beholder i en anden beholder, hvis form giver et højere vandniveau. Børnene mener, at det nu må være mere vand. Det er først fra 5-8 års alderen, at børn kommer til at tro, „at ændringer i mængdens udseende ikke påvirker selve mængden“ (Szagun 2016, 207). Ifølge Piaget er denne indsigt ikke påvirket af sproget, da det er en „grundlæggende ændring i tænkningen“ (Szagun 2016, 207).

Sapir-Whorf-hypotesen: sproget bestemmer vores tænkning

To af de mest kendte repræsentanter for den modsatte holdning er Benjamin Lee Whorf og Edward Sapir. Den såkaldte Sapir-Whorf-hypotese siger, „at vores modersmål bestemmer den måde, vi tænker og opfatter verden på“ (Deutscher 2010, 149).

Hypotesen sidestilles ofte med princippet om sproglig determinisme eller princippet om sproglig relativitet, da den er baseret på disse principper.

Princippet om sproglig determinisme fastslår, at det særlige sprog, som en person taler, bestemmer, dvs. er bestemmende for tænkningen. Princippet om sproglig relativitet går ud fra, at talere af forskellige sprog opfatter virkeligheden forskelligt (jf. Werlen 2002, 201).

Sapir-Whorf-hypotesen er blevet stærkt kritiseret i tidens løb. En af de vigtigste kritikpunkter er, at ifølge hypotesen „sætter vores modersmål grænser for vores intellektuelle horisont og begrænser vores evne til at forstå ideer eller sondringer, der anvendes i andre sprog“ (Deutscher 2010, 267).

Boas og Jakobson: Sammenhængen mellem kultur og sprog

Antropologen Franz Boas beskæftiger sig i sin forskning ikke med sammenhængen mellem sprog og tanke, men med sammenhængen mellem kultur og sprog. Han mener, at enhver kultur kan udtrykke alting sprogligt, men at kulturens respektive behov dikterer, at dens medlemmer skal udtrykke visse informationer sprogligt, mens andre informationer ikke udtrykkeligt er nødvendige (jf. Werner 2002, 183 f.).

Lingvisten Roman Jakobson tager Boas‘ antropologiske overvejelser op og overfører dem til lingvistik. Jakobson har også den tilgang, at enhver kultur eller ethvert sprog teoretisk set er i stand til at udtrykke alting, og han opstillede den maksime, at sprog adskiller sig fra hinanden „ved den information, som hvert sprog tvinger sine talere til at reproducere“ (Deutscher 2010, 173).

Deutscher: Boas-Jakobson-princippet

I forlængelse af Boas og Jakobson opstiller Deutscher Boas-Jakobson-princippet som et svar på Sapir-Whorf-hypotesen. Med udgangspunkt i Boas‘ og Jakobsons forklaringer beskriver han sprogets indflydelse på tænkningen. Hvis et sprog får sine talere til at udtrykke visse informationer sprogligt, skal disse informationer også tages i betragtning mentalt (jf. Deutscher 2010, 175).

I denne forstand tvinger vores modersmål os til at være opmærksomme på specifikke detaljer, til at skelne mellem bestemte udtryk og til at have bestemte associationer (jf. Deutscher 2010, 267). Således kan „sproglige vaner i sidste ende blive til mentale vaner“ (Deutscher 2010, 175). Deutscher citerer eksperimenter og undersøgelser, der beviser, at vores modersmål har en kognitiv indflydelse på hukommelse, perception og associationer samt en indflydelse på vores praktiske evner, f.eks. vores retningssans (jf. Deutscher 2010, 267 f.).