Før internationale fodboldkampe spilles nationalsangene, utallige fans synger ivrigt med af deres lungers fulde kraft, klædt i deres holds farver. At være stolt af sit eget land – er det i sig selv nationalisme? Eller snarere et udtryk for ren patriotisme? Hvor går grænsen egentlig, og hvad kendetegner nationalisme?
Definition
Duden definerer begrebet nationalisme som „en politisk holdning, hvor ens egen stats storhed og magt betragtes som de højeste værdier på en overdrevet, intolerant måde“. (Duden 201, 673) Desuden kan det bruges til at beskrive bestræbelserne på at integrere politisk-kulturelle grupper i en fælles nationalstat (jf. Riescher 2005, 599).
Dette tydeliggør sammenhængen mellem de to begreber nationalisme og nation, som er tæt forbundne. Nationalisme kan skabe en nationalstat eller bidrage til dens dannelse, mens nationalisme omvendt er en ideologi, der kan bruges af repræsentanter for nationalstaten eller aktivt forstærkes politisk. Filosoffen Ernest Gellner tager denne idé op og hævder, at „nationalisme […] er en teori om politisk legitimitet, ifølge hvilken etniske grænser ikke må overlappe med politiske grænser; i særdeleshed må etniske grænser inden for en stat ikke adskille de herskende fra de herskede.“ (Gellner 1995, 8 f.)
Den tyske historiker Dieter Langewiesche skærper denne definition endnu mere: „Nationalisme er således en ideologi, der legitimerer opløsningen og ødelæggelsen af den traditionelle orden og ønsker at sætte noget nyt i stedet – ved at gøre krav på dette nye, et samfund med en egalitær værdiorden, konstitueret som en stat med en kollektiv, dvs. ligeledes egalitær, suveræn. Det er grunden til, at nationalismen historisk set er opstået som en befrielsesideologi.“ (Langewiesche 1994, 14)
Nationalisme som et produkt af moderne tid
Langewiesche karakteriserer nationalismen som „en skabning af moderniteten“. (Langewiesche 1994, 5)
Nationalismens fremkomst var en konsekvens af „moderniseringen af samfundet gennem industrialiseringen“ (Landgrebe 2003, 16). Tekniske innovationer var en forudsætning for, at en specifik kulturel gruppe kunne se sig selv som en nation. Begyndelsen til dette dateres til midten af det 18. århundrede (jf. Planert 2004, 11).
Wehler tilføjer, at nationalisme „skal forstås som en genial social opfindelse, der opstod som en reaktion på revolutionære kriser i den vestlige moderniseringsproces.“ (Wehler 2011, 24) Desuden fremkalder den stadig mere transnationale politik i globaliseringens tid den modsatte udvikling af en voksende nationalisme (jf. Lemke 2018, 214).
Inkluderende versus ekskluderende nationalisme
Riescher skitserer en typologi for nationalisme, der skelner mellem inkluderende og ekskluderende nationalisme (jf. Riescher 2005, 599). Hun beskriver inkluderende nationalisme som en ret moderat national bevidsthed, der i intensitet kan sammenlignes med patriotisme, og som har en legitimerende effekt gennem integrationen af alle politisk-kulturelle grupper (jf. ibid.).
I modsætning hertil er der eksklusiv nationalisme: Denne „er karakteriseret ved en overdrevet følelse af værdi, som i modsætning til andre stater eller nationer overdriver ens egne nationale karakteristika eller betragter dem som overlegne i forhold til andre. (ibid.) Det resulterende krav om homogenitet inden for politiske grænser fører til udelukkelse af andre kulturelle grupper og en grundlæggende modstand mod alt fremmed (jf. ibid.).
Mens den inkluderende nationalisme således har en samlende effekt og kan bidrage til dannelsen af en nationalstat, er den ekskluderende nationalisme kendetegnet ved en radikal afvisning af alle grupper, der ikke tilhører ens egen etniske gruppe.
Adskillelse fra patriotisme og chauvinisme
En semantisk lighed forbinder nationalisme med patriotisme. Disse to begreber skal skelnes fra hinanden, idet sidstnævnte postulerer „en følelse af at tilhøre en nation, som også er forbundet med stolthed, men som bør være fri for nedvurdering af andre nationer“ (Jansen og Borggräfe 2007, 17). Dette eliminerer devaluering og afvisning af andre kulturer (jf. ibid.).
Chauvinisme kan betragtes som en ekstrem form for nationalisme. Den refererer til „aggressivt overdrevet nationalisme og det deraf følgende had til medlemmer af andre nationaliteter“ (Duden 2010, 249).
Kendetegn ved nationalisme
Hvad er de konkrete kendetegn ved nationalisme? Planert nævner forskellige karakteristika ud fra et kulturalistisk, politisk og socio-historisk perspektiv. Fra et kulturalistisk perspektiv er nationalisme et gruppeintegrationssystem baseret på en selvgenereret, tilsyneladende tidsmæssigt varig kulturel kerne, der er kendetegnet ved distancering af andre, ved inklusions- og eksklusionsprocesser og ved modellering af specifikke kønsroller (jf. Planert 2004, 11). Legitimeringen af dette system er baseret på skabelsen af nationale myter (jf. ibid.).
Fra et politisk perspektiv er nationalisme begrænset til et specifikt område og fremkalder kongruens mellem nation og stat i dette område, hvis vigtigste værdi er loyalitet (jf. ibid.). Desuden er der en sammenhæng mellem nationalisme og krig (jf. ibid.). Nationalisme trodser eksisterende politiske ordener og er også kendetegnet ved et løfte om deltagelse samt en handlingsdynamik, der gør det muligt at mobilisere masser af mennesker (jf. ibid.).
Fra et socialhistorisk synspunkt udvikler nationalistiske ideer sig fra en bestemt, socialt definerbar støtteklasse med specifikke interesser. Artikulationen af disse ideer fører til en snigende spredning og permanent tilstedeværelse af nationale ideer over en kontinuerlig tidsperiode (jf. ibid.). „Et minimum af strukturelle forudsætninger skal være til stede for denne ekspansion – såsom et fælles kommunikations- og økonomisk rum eller overordnede institutioner.“ (ibid.)
Litteratur
Duden (2010): Das Bedeutungswörterbuch. Vol. 10. 4. udg. Berlin: Dudenverlag.
Gellner, Ernest (1995): Nationalisme og modernitet. Hamborg: Rotbuch.
Jansen, Christian/ Borggräfe, Henning (2007): Nation – Nationalitet – Nationalisme. Frankfurt am Main: Campus.
Landgrebe, Alix (2003): „Hvis Polen ikke fandtes, måtte det opfindes“. Udviklingen af polsk nationalbevidsthed i europæisk sammenhæng fra 1830 til 1880’erne. Wiesbaden: Harrassowitz.
Langewiesche, Dieter (1994): Nationalisme i det 19. og 20. århundrede: mellem deltagelse og aggression. Bonn: Forskningsinstitut for Friedrich Ebert Foundation.
Lemke, Christiane (2018): Internationale relationer. Grundlæggende begreber, teorier og problemområder. 4. udgave. Berlin/Boston: de Gruyter.
Planert, Ute (2004): Nation und Nationalismus in der deutschen Geschichte. I: Aus Politik und Zeitgeschichte 39.
Riescher, Giesela (2005): Nationalisme. I: Nohlen, Dieter/ Schultze, Rainer-Olaf (red.): Lexikon der Politikwissenschaft. Vol. 2. N-Z. Teori, metoder, begreber. München: Beck, 599.
Wehler, Hans-Ulrich (2011): Nationalisme. Historie, former, konsekvenser. 4. udgave ed. München: Beck.