Mentalitet

Begrebet mentalitet stammer fra latin (mens „vedrørende sindet“). I daglig tale refererer det ifølge Duden til en „form for sind og ånd“ eller en „særlig måde at tænke og føle på“ hos individer, sociale grupper eller endda hele folkeslag. Det særlige, der afviger fra ens egne „normer“ og ideer, kaldes mentalitet.

Specialistforskningen udvidede disse betydningsdimensioner: „En mentalitet i mentalitetshistorisk forstand er […] helheden af vaner eller dispositioner til at tænke og føle og til at ville eller burde i sociale grupper“ (Hermanns 1995, 77).

Historisk mentalitet

Historikeren Peter Dinzelbacher understreger elementernes gensidige karakter samt de tidsmæssige dimensioner. „Historisk mentalitet er den helhed af måder og indhold i tænkning og følelser, som er formativ for et bestemt kollektiv i en bestemt tid. Mentaliteten manifesterer sig i handlinger“, forklarer Dinzelbacher (Dinzelbacher 1993, 21). Det kollektive tankeindhold er dog ikke komplekse teorier eller tankesystemer, men snarere „de grundlæggende overbevisninger, der er generelt gyldige i en kultur“ (ibid., 23).

Lingvistiske perspektiver

Lingvistiske perspektiver lægger vægt på sproglige aspekter af begrebsliggørelse: „Mentaliteter omfatter helheden af menneskelig social, kulturel og medial og dermed sproglig handling og er så at sige grundlaget for denne handling, som bliver synlig og rekonstruerbar gennem sproget“ (Kreuz/ Mroczynski 2016, 2 f.). Ikke desto mindre er det „først og fremmest et søgeord […], der som sådan har den funktion, at det appellerer til os om at udforske og beskrive mentaliteter, der på nuværende tidspunkt stadig er helt ukendte historisk eller sociologisk“ (Hermanns 2012, 9). Desuden fungerer det som „et nødvendigt begreb til videnskabeligt at beskrive og forklare interpersonelle og intergruppespecifikke forhold“ (Werlen 1998, 76).

Mentaliteter og sociale klasser

Sociologen Theodor Geiger beskriver mentalitet som en „subjektiv ideologi“. Afhængigt af den klasse, man tilhører, og de levevilkår, der er forbundet med den, udvikles der typisk en bestemt mentalitet. „Tusind detaljer i hverdagslivet danner tilsammen en livsduktus, og det er mentalitetens udtryk“, beskriver Geiger (Geiger 1987, 80).

Det er svært at beskrive den tyske mentalitet med få ord, da der er mange forskellige regioner og kulturelle forskelle i Tyskland. Der er dog nogle generelle karakteristika, som ofte forbindes med den tyske mentalitet:

Punktlighed og pålidelighed: Tyskere er kendt for at være punktlige og pålidelige. Aftaler og datoer bliver som regel overholdt til punkt og prikke.
Orden og effektivitet: Tyskere har ofte en præference for orden og struktur og forsøger at fuldføre deres opgaver på en effektiv måde.
Grundighed og omhu: Tyskere lægger ofte stor vægt på grundighed og omhu i deres arbejde og i hverdagens opgaver.
Direkthed og ærlighed: Tyskere kan nogle gange opfattes som direkte eller endda uhøflige, da de ofte siger deres mening åbent og ærligt.
Respekt for regler og love: Tyskere har ofte stor respekt for regler og love og overholder dem som regel.
Sparsommelighed og økonomi: Tyskere har ofte en stærk sans for sparsommelighed og økonomi.

Dette er selvfølgelig kun generelle karakteristika, og der er helt sikkert mange individuelle forskelle inden for den tyske befolkning.

Litteratur

Dinzelbacher, Peter (1993): Om mentalitetshistoriens teori og praksis. I: ders. (red.): Europäische Mentalitätsgeschichte. Hovedtemaer i individuelle præsentationer. Stuttgart.

Hermanns, Fritz (1995): Sprachgeschichte als Mentalitätsgeschichte. Refleksioner over betydning og form og den historiske semantiks objekt. I: Gardt, Andreas/ Mattheier, Klaus/ Reichmann, Oskar (red.): Sprachgeschichte des Neuhochdeutschen. Objekter, metoder, teorier. Tübingen, 69-101.

Hermanns, Fritz (2012): Sprachgeschichte und Mentalitätsgeschichte. Refleksioner over betydning og form og den historiske semantiks objekt. I: Kämper, Heitren/ Linke, Angelika/ Wengeler, Martin (red.): Der Sitz der Sprache im Leben: Bidrag til en kulturanalytisk lingvistik. Berlin/ Boston: de Gruyter, 5-36.

Geiger, Theodor (1987): Den sociale lagdeling af det tyske folk: sociografisk eksperiment på statistisk grundlag. Stuttgart: Enke.

Kreuz, Christian/ Mroczynski, Robert (2016): Sprache, Kultur, Mentalität: Sprach- und kulturwissenschaftliche Beiträge zur Analyse von Mentalitäten. Berlin/ Münster: LIT.

Werlen, Erika (1998): Sprache, Kommunikationskultur und Mentalität. Om socio- og kontaktlingvistisk teoridannelse og metodologi. Tübingen: Niemeyer.