Lingua franca

Begrebet er sammensat af det latinske „lingua“ for „tunge“ eller „sprog“ og „franca“, som enten kan forstås som „frit“ eller „åbent“ eller, med henvisning til det første verificerbare Lingua Franca, kan oversættes til „frankisk“ (jf. Bußmann 2008, 408). Bogstaveligt talt skal lingua franca altså forstås som et „frit sprog“, der bruges som „formidlingssprog i flersprogede sprogfællesskaber“ (ibid.), hvorved termen blot beskriver dets lingvistiske funktion (jf. Meierkord og Knapp 2002, 10). Lingua francas fungerer således som brobygnings- eller omgangssprog mellem to eller flere talere, der ikke deler et fælles modersmål (jf. Mauranen 2018, 7).

Engelsk

Engelsk er nok det mest fremtrædende og mest udbredte lingua franca i vores tid, men russisk som det overordnede lingua franca i de tidligere sovjetstater og arabisk som det fælles lingua franca i islam er også eksempler på udbredte naturlige sprog, der fungerer som lingua franca (jf. Bußmann 2008, 408). Det er dog ikke kun såkaldte verdenssprog, dvs. sprog, der tales af et stort antal mennesker i verden som første-, andet- eller fremmedsprog, der kan bruges som lingua franca; der er ingen begrænsninger på, hvilke sprog eller dialekter der kan bruges som lingua franca. Det kan også være døde sprog som latin eller oldgræsk (jf. Mauranen 2018, 7f.), eller pidginsprog kan dukke op som lingua franca i „sproglige nødsituationer“, når der ikke er noget fælles sprogkendskab mellem de involverede talere (Bußmann 2008, 532). Der har også været forsøg på at udvikle særlige kunstige sprog til global international forståelse, såsom esperanto, det mest kendte af denne slags, som allerede blev udtænkt i det 19. århundrede som et „verdenshjælpssprog“ med stærkt forenklet udtale og grammatik (Bußmann 2008, 157f.). I lingua francas funktion skelner man mellem to definitioner: På den ene side defineres et „ægte lingua franca“ som et brobygnings-/kommunikationssprog, når ingen af talerne taler dette sprog som deres modersmål. Den anden lingua franca-betegnelse omfatter også sprogsituationer mellem modersmålstalende og ikke-modersmålstalende, i hvilket tilfælde dette forstås som „asymmetrisk brug“ (Ammon 2001, 34).

Kritik

Herefter følger en kritik af brugen af lingua franca, idet nogle lingvister postulerer, at de naturlige sprogs kulturarv går tabt på denne måde, fordi lingua franca altid repræsenterer en stærkt afledt form af det oprindelige sprog (jf. Meierkord 2002, 109). Det kritiseres også, at talere ofte har forskellige kompetencer inden for det respektive lingua franca, hvilket kan føre til uoverensstemmelser i afkodningen og forståelsen af budskaber (jf. ibid., 112).

Historisk udvikling

Som nævnt indledningsvis kan lingua franca dog også oversættes til „frankisk sprog“, som kan spores tilbage til „frankernes sprog [som] det ældste beviselige […] lingua franca“, der blev talt i middelalderen på korstogenes tid og opstod gennem „kontakten mellem vesteuropæiske kristne og tyrkiske og arabiske muslimer“ (Bußmann 2008, 408; Jf. Meierkord u. Knapp 2002, 9). Andre steder nævnes latin som det første lingua franca på tværs af kontinenter på Romerrigets tid, hvilket fortsatte ind i middelalderen (jf. Schendl 2016, 124). Det betyder, at lingua franca historisk set opstod og blev brugt, hvor der var et ønske om at handle mellem forskellige stammer eller etniske grupper (Meikerkord og Knapp 2002, 10). Desuden bidrog kolonialismen fra det 15. århundrede og frem væsentligt til udbredelsen og udviklingen af talrige pidginsprog (jf. ibid.). Således spredte tysk sig også som et lingua franca gennem både kolonitiden og „regional ekspansion af tysk som modersmål“ i og uden for Europa (Ammon 2001, 32). Især inden for videnskaben blev tysk betragtet som det mest almindelige udvekslings- og publikationssprog i det 19. og 20. århundrede (jf. ibid., 34). Efter verdenskrigene mistede tysk sin prestigefyldte status på globalt plan, og behovet for et generelt lingua franca voksede på grund af det stigende antal internationale organisationer samt øget international handel, turisme, migration og massemedier (jf. Meierkord og Knapp 2002, 12). Det førte til den globale vækst i engelsk som det mest udbredte internationale lingua franca (jf. Jenkins 2018, 595).

Litteratur

Ammon, U. (2001): Tysk som lingua franca i Europa. I: Sociolinguistica 15, 32-41.

Bußmann, H. (red.) (2008): Leksikon for lingvistik. 4. udg. Stuttgart: Alfred Kröner.

Jenkins, J. (2018). Fremtiden for engelsk som lingua franca. I: J. Jenkins, W. Baker og M. Dewey (red.): The Routledge Handbook of English as a Lingua Franca. Oxon, New York, Routledge, 594-605.

Mauranen, A. (2018): Konceptualisering af ELF. I: J. Jenkins, W. Baker og M. Dewey (red.): The Routledge Handbook of English as a Lingua Franca. Oxon, New York, Routledge, 7-24.

Meierkord, C. og K. Knapp (2002): Tilgang til lingua franca-kommunikation. I: ders. (Red.): Lingua Franca Communicaiton. Frankfurt a. M.: Lang, 9-28.

Meierkord, C. (2002): „Sprog i sin enkelthed“ eller „lingvistisk masala“? Kultur i lingua franca-samtaler. I: ders. og K. Knapp (red.): Lingua Franca Communication. Frankfurt a. M.: Lang, 109-134.

Schendl, H. (2016): Historisk lingvistik og ELF. I: M. Pitzl og R. Osimk-Teasdale (red.): English as a lingua franca: Prospectives and prospects. Boston, Berlin: De Gruyter, 123, 128.