Kulturel tilegnelse

Begrebet kulturel appropriation beskriver i bredeste forstand accepten af et kulturelt aspekt, der ikke hører til ens egen kultur. Kulturel appropriation er særlig interessant, fordi grundlaget for kulturelle stridigheder afsløres i krav om ejerskab og strategier for eksklusion (jf. Hahn 2011, 19). Derfor bliver kulturel appropriation ofte kritiseret for at være tyveri eller respektløst.

Forskningsmæssige aspekter

Kulturel appropriation fokuserer på kulturel forandring (jf. Hahn 2011, 11f). Men adoption af enkelte elementer fra en kultur, såsom tøj, smykker eller lignende, falder ikke umiddelbart ind under dette begreb. Kun når det bruges på en nedsættende, fjendtlig eller ureflekteret måde og dermed undertrykker eller latterliggør den pågældende kultur, taler man om kulturel appropriation (jf. Krieg 2019, 105). Lejlighedsvis sidestilles kulturel appropriation også med tyveri og ødelæggelse af marginaliserede kulturer (Cuthbert 1998, 257).

Hensigten med tilegnelsesprocessen er ikke at homogenisere kulturer (=en ensartet kultur) eller at fragmentere kulturer (=nedbrydning af kulturer) (jf. Hahn 2011, 13). Målet er snarere at adoptere sin egen kultur ind i nye, anderledes kulturelle ideer. I sidste ende kan der derfor opstå en ny kultur ud fra aspekter af alle de involverede påvirkninger (jf. Hahn 2011, 13f).

Social relevans

Kulturel appropriation forløber dog ikke harmonisk og er et kontroversielt emne, især i dag, som gentagne gange finder vej til medielandskabet. For eksempel rapporterer et amerikansk site om „11 berømtheder, der er blevet beskyldt for kulturel appropriation“ (Seventeen). ZEIT 2020 bemærkede dog, at det handler om mere end at være skyldig. Debatten handler om „sårbarhed og begær (…), komplekset af kulturel identifikation med dimensionen af ejerskab“ (ZEIT) og om „den racistiske struktur af stereotyp dekontekstualisering“ (ZEIT). Denne negative vurdering understøttes delvist af forskningen. Denise Cuthbert, for eksempel, beskriver kulturel appropriation som tyveri i 1998 og viser en ødelæggelse af oprindelige kulturer gennem tvungen kulturel appropriation (jf. Cuthbert 1998, 257). Deborah Krieg siger, at „motivationen bag former for kulturel appropriation (…) sandsynligvis er lige så heterogen [som] de individer, der engagerer sig i dem“ (Krieg 2019, 111). Netop spørgsmålet om motivation er derfor altid et stridspunkt i debatten.

Litteratur

Cuthbert, Denise (1998): Beg, borrow or steal: The politics of cultural appropriation. I: Postcolonial Studies, vol. 1 (2). London, Routledge.

Hahn, Hans Peter (2011): Antinomier ved kulturel appropriation: Introduktion. I: Journal of Ethnology, vol. 136. Berlin, Dietrich Reimer Verlag.

Krieg, Deborah (2019): Det hele er et tyveri. WTF is Cultural Appropriation, i: Bendersen, Eva et al. (red.): Trigger Warning. Identitätspolitik zwischen Abwehr, Abschottung und Allianzen, Berlin, 2019 (pp.105-114), Verbrecher Verlag.

Seventeen: https://www.seventeen.com/celebrity/g22363821/cultural-appropriation-examples-celebrities/ (sidst set 19.09.2020).

Tid: https://www.zeit.de/kultur/2020-05/kulturelle-aneignung-popkultur-stereotyp-imitation-postkolonialismus (sidst set 19.09.2020).

Tid: https://www.zeit.de/kultur/2020-05/kulturelle-aneignung-popkultur-stereotyp-imitation-postkolonialismus/seite-3 (sidst besøgt 19.09.2020).