Kulturel hukommelse

Assmann og Assmann definerer kulturel hukommelse ud fra et kulturvidenskabeligt perspektiv som „traditionen i os, […] de tekster, billeder og ritualer, der er blevet hærdet gennem generationer, i århundreder, ja i nogle tilfælde årtusinder af gentagelser, og som former vores bevidsthed om tid og historie, vores syn på os selv og på verden“. (Assmann, J. 2006, 70)

Erindringens triade

Dette begreb, som primært bruges i diskursen om hukommelse i kulturstudier, er en del af en konceptuel triade, som ifølge Aleida Assmann beskriver fundamentalt forskellige former for hukommelse:

– individuel hukommelse

– (social) kommunikativ hukommelse

– kulturel hukommelse (jf. Assmann, A. 2006, 13)

Former for erindring

Mens en persons individuelle hukommelse er fyldt med implicitte såvel som eksplicitte, dvs. selvbiografiske erindringer, bevares erindringer også gennem interaktion med andre i den kollektive hukommelse, dvs. i familien, i en social gruppe eller i samfundet som helhed. Kommunikative, dvs. mundtlige, traditioner videregives fra generation til generation.

Den franske sociolog Maurice Halbwachs beskriver forholdet mellem individuelle erindringer og samfundet på følgende måde: „Det meste af tiden husker jeg, fordi andre opfordrer mig til det, fordi deres hukommelse kommer min til hjælp, fordi min trækker på deres. I det mindste i disse tilfælde er der ikke noget mystisk ved hukommelsen“ (Halbwachs 1966, 20 f.).

Men „vores erindringer er ikke kun socialt, men også kulturelt <<indlejrede>>“ (Assmann, J. 2006, 69). Tekster, billeder, ting, symboler og ritualer danner den kulturelle hukommelse og er grundlaget for vores kulturelle identitet. Bærerne af disse kulturelle traditioner er „eksternt[e] lagringsmedier og kulturelt[e] praksisser“ (Assmann, A. 2006, 19), som bevarer sprog, billeder, stemmer og lyde. For „kun opbevaringssteder og medier gør en kommunikativ hukommelse til en ægte kulturel hukommelse.“ (Reichwein 2018)

Historie og identitet

Men hvordan afgøres det, hvad vi husker, og hvad vi glemmer? AfD-kredse opfordrer til en „180 graders vending i erindringspolitikken“ og marginaliserer Holocaust som en „fuglerede“. Tyskernes såkaldte „skyldkult“ fordømmes, og dermed sættes der i stigende grad spørgsmålstegn ved den kulturelle hukommelse.

Det bliver klart, at kulturel hukommelse ikke er statisk. Den er genstand for dynamik og forandringer, som skal diskuteres og forhandles i samfundet som helhed. For „hvad der huskes, og hvad der glemmes, er i høj grad formet, organiseret og rekonstrueret“ (Reichwein 2018).

Litteratur

Assmann, Aleida (2006): Erindringens rum. Former og transformationer af kulturel erindring. 3. udgave. Beck: München.

Assmann, Jan (2006): Thomas Mann og Egypten. Myte og monoteisme i Joseph-romanerne. Beck: München.

Halbwachs, Maurice (1985): Erindringen og dens sociale betingelser. Suhrkamp: Berlin.

Reichwein, Marc (2018): Hvorfor ingen nation kan leve uden hukommelse. https://www.welt.de/kultur/literarischewelt/article177671164/Nation-und-Erinnerung-So-funktioniert-das-kulturelle-Gedaechtnis.html [13.11.2018].