Kulturel efterligning

Kulturel efterligning beskriver en delvis, overfladisk tilpasning af migranter til deres nye kulturelle miljø for at undslippe negative stigmaer og de dermed forbundne farer. De oprindelige kulturelle påvirkninger opgives ikke, som det er tilfældet med assimilation, men „camoufleres“ gennem ydre imitation. (jf. Albrecht, s. 261)

Homi H. Bhabha beskriver denne tilpasning som „næsten, men alligevel ikke helt det samme“ (Bhabha 2000, s. 132). En imitation, der alligevel aldrig er helt identisk med det imiterede, fordi det, der udføres som for eksempel tysk, er det, der fortolkes som sådan fra et individuelt perspektiv. (jf. Albrecht, s. 260)

Ordets oprindelse

Begrebet mimicry kommer oprindeligt fra biologien og henviser til nogle dyrs egenskab til at efterligne træk fra giftige dyrearter for at beskytte sig mod fjender (jf. Nünning, s. 502). Et eksempel på dette er lundsvirrefluen, som udadtil ligner en hveps. Forskellen til mimesis er, at dette beskriver en generel form for camouflage, som kan referere til nogle insekters lighed med blade såvel som til kamæleonens evne til at skifte farve.

Kulturteoretisk anvendelse

Fra 1990’erne og frem blev begrebet taget op i kulturteorien af den indiske postkoloniale teoretiker Homi H. Bhabha. Han bruger eksemplet fra kolonitiden til at konkretisere kraften i kulturel efterligning. Gennem den sorte befolknings overfladiske tilpasningsevne til deres hvide koloniherrer sættes der spørgsmålstegn ved det eksistentialistiske koncept om en grundlæggende forskel på menneskelige samfund og dermed den vestlige verdens overherredømme. Samtidig kan der opstå en parodisk afspejling af magthaverne i disse bestræbelser, hvilket yderligere destabiliserer kravet om autoritet. Denne forvrængede tilpasning opstår allerede automatisk på grund af de individuelt forskellige fortolkninger af kulturelle praksisser.

I modsætning til dekonstruktivistiske bestræbelser er kulturel efterligning dog ikke en aktiv modstand mod hegemoni. Det sker snarere som en utilsigtet bivirkning af den faktiske „camouflage“ og kan gå glip af den i tilfælde af en utilsigtet karikatur. (jf. Struve, s. 144-149).

Hybriditet i den kulturelle mellemting

Af langt større interesse for kulturteoretikeren er det „tredje rum“, der skabes af den mimikritiske proces. Især med hensyn til interkulturelle forhandlingsprocesser ser Bhabha chancen for kulturel hybriditet [hyperlink til encyklopædiartikel]. Gennem den paradoksale, ambivalente samtidighed af reference til og afgrænsning fra de respektive kulturer vil en entydig kulturel identitet blive negeret, hvorved der kan opstå en fælles problematisering, forhandling eller reformulering af kulturforståelsen (jf. Struve, s. 144).

Efterligningens egentlige (utilsigtede) modstand består således primært i at sætte spørgsmålstegn ved en selvstændig kultur og kun sekundært i at destabilisere magtubalancer, der er afledt af den.

Termer, der adskiller mimicry fra mimesis

Inden for kulturteorien er det nogle gange svært at skelne mellem mimik og mimesis. Hvis man følger den biologiske betydning, kan kulturel mimesis beskrive generelle imitationspraksisser med neutrale konnotationer. På den anden side ligner den feministiske kulturteoretiker Luce Irigarays mimetiske begreb, som hun beskrev i 1974 i Speculum – Mirror of the Other Sex, mere den forståelse af mimikry, der er beskrevet her, men som i modsætning til kulturel mimikry henviser til kønsspecifik imitation og aktivt sigter mod at dekonstruere magtrelationer. (jf. Nünning, s. 502)

Litteratur

Albrecht, Yvonne (2017): Følelser i migrationsprocessen. Transkulturelle fortællinger mellem tilhørsforhold og distancering. Wiesbaden: Springer.

Bhabha, Homi K. (2000): Lokalisering af kultur. Tübingen: Stauffenburg.

Nünning, Ansgar (2008): Metzler Lexikon Literatur- Und Kulturtheorie. 4. udgave. Stuttgart: J.B. Metzler.

Struve, Karen (2013): Zur Aktualität von Homi K. Bhabha. En introduktion til hans arbejde. Red. af Stephan Moebius. Wiesbaden: Springer VS.