Konspirationsteorier

Konspirationsteorier defineres som handlinger, der antyder, at andre mennesker, for eksempel magtfulde politikere eller indflydelsesrige iværksættere, i al hemmelighed har onde hensigter. De skulle angiveligt planlægge noget, der vil give dem en fordel og skade alle andre mennesker. De sammensvorne er således en antidemokratisk gruppe, der modsætter sig flertallet af befolkningen og handler imod det (jf. Appel og Mehretab, 2019). Der skabes altså et fjendebillede. Konspirationsteoretikere forsøger at bevise en konspirationsteori ved at blande fakta og opdigtede oplysninger. Der findes dog ingen påviselige beviser for konspirationsteorien (jf. Schneider og Toyka-Seid, 2020).

Konspirationsteorier og konspirationsideologier

I litteraturen skelner man mellem konspirationsteorier og konspirationsideologier. Konspirationsteori eller også konspirationshypotese indebærer, at en konspiration kan testes for empiriske udsagn, hvilket også giver mulighed for korrektioner af sig selv. Hvis man på baggrund af en empirisk undersøgelse for at verificere teoriens sandhed finder ud af, at der ikke er nok beviser til at støtte denne teori, forkastes den (jf. Lpb). På den anden side taler vi om en konspirationsideologi, hvis en konspirationsteori fortsætter med at blive fastholdt på trods af beviser på det modsatte. Folk, der tror på sådanne ideologier, kaldes også konspirationstroende. „I lighed med totalitære politiske ideologier repræsenterer konspirationsideologier også en absolut påstand om sandhed med et klart identificerbart fjendebillede.“ (Lpb)

Årsager

Der er blevet identificeret tre forskellige motiver til at tro på konspirationsteorier. Det epistemiske motiv forekommer primært i forbindelse med komplekse systemer og fænomener. Konspirationsteorier tilbyder en forenkling af komplekse fakta til forståelige forklaringer med et simpelt ven-fjende-skema. Et eksempel er benægtelsen af menneskeskabte klimaforandringer. Det er et videnskabeligt fænomen, som er enormt komplekst og har været genstand for megen forskning, men alligevel kan det ikke forstås fuldt ud. Benægtelsen af forandringerne gennem angiveligt enkle forklaringer reducerer den kompleksitet, der skal konfronteres.

Det andet motiv handler om at håndtere tab af kontrol og en følelse af magtesløshed (eksistentielt motiv). Det appellerer, når folk føler, at de ikke har kontrol over deres liv og føler sig truet af ydre farer. Folk i sådanne situationer er mere modtagelige for konspirationsteorier og mere tilbøjelige til at tro på dem.

Det tredje motiv, det sociale motiv, handler om at kompensere for usikkerhed og en følelse af eksklusion. Konspirationsteorier tjener til at få folk til at føle sig bedre tilpas og kan give identifikation for en gruppe eller en person (jf. Appel og Mehretab, 2019).

Konspirationsteorier gennem tiderne

Konspirationsteorier får øget popularitet og opmærksomhed i tider med stor usikkerhed og krise. De er altså ikke et fænomen, der er unikt for postmoderniteten, men er dukket op igen og igen i menneskets historie. For eksempel i det 14. århundrede med spredningen af pesten i Europa. Allerede dengang fandt man en syndebuk i jøderne, og et gammelt fjendebillede blev serveret. Ifølge datidens konspirationsteorier skulle de være skyld i pesten og blev konfronteret med forfølgelse og repressalier (jf. Appel og Mehretab, 2019). Et andet eksempel er dolk i ryggen-legenden. Her udpeges den demokratiske venstrefløjs samt kommunisternes og jødernes forræderi mod den tyske værnemagt som årsag til nederlaget i Første Verdenskrig. Legenden om „dolkestødet i ryggen“ tjente ikke kun til at styrke Tysklands eget selvbillede, men også til at legitimere nationalsocialisternes politik (jf. Lpb). I moderne tid kan man iagttage en øget forekomst af forskellige konspirationsteorier. Eksperters og myndigheders viden mister betydning blandt tilhængere af konspirationsteorier, og oplevede sandheder danner grundlag for beslutninger. Ikke desto mindre er det vigtigt at være åben over for modsatrettede meninger i den sociale diskurs. Hvis teorier er faktabaserede og bygger på et solidt grundlag, bør de ikke afvises uden videre som konspirationsfortællinger, men en kritisk debat bør følge. Ellers sker der en muligvis uberettiget miskreditering og framing af modparten, og en social diskurs forhindres (jf. Douglas et al. 2019).

I kølvandet på coronapandemien kan man også observere en øget opmærksomhed på forskellige konspirationsteorier og konspirationslogikker. Disse spænder fra den bevidste ødelæggelse af det økonomiske system til benægtelsen af eksistensen af virus. Nogle af teorierne og påstandene modsiger hinanden, men vinder ikke desto mindre i popularitet og var for nylig også genstand for diskussion på den føderale pressekonference (jf. Federal Press Conference, 31.08.2020).

Bibliografi

Schneider, Gerd og Toyka-Seid Christiane (2020): Das junge Politik-Lexikon von www.hanisauland.de, Bonn: Bundeszentrale für politische Bildung.

Landeszentrale für politische Bildung. www.lpb-bw.de/verschwoerungstheorien.

Appel og S. Mehretab (2019). Det postfaktuelles psykologi: Om Fake News, „Lügenpresse“, Clickbait & Co. konspirationsteorier (pp.117-126).

Douglas, Karen, Uscinski, Joseph, Sutton, Robbie M., Cichocka, Aleksandra, Nefes, Turkay, Ang, Chee Siang, Deravi, Farzin (2019): Forståelse af konspirationsteorier. Fremskridt inden for politisk psykologi, 40 (S1). pp. 3-35.

Den føderale regering: www.bundesregierung.de/breg-de/suche/regierungspressekonferenz-vom-31-august-2020-1781420.