Kolonialisme

Kolonialisme er en historisk praksis, der refererer til en fremmed magts politiske, økonomiske og kulturelle kontrol over et land eller territorium. Generelt henviser begrebet til de europæiske magters ekspansion til andre kontinenter og lande, især i Afrika, Asien, Mellemøsten og Amerika i det 16. til 20. århundrede.

Kolonimagterne brugte deres militære overlegenhed og teknologi til at underkue og kontrollere de indfødte befolkninger. Det indebar ofte udnyttelse af ressourcer som jord, mineraler og råstoffer. Oprindelige folk blev tvunget til at arbejde for kolonimagterne eller tvunget ind i et system af afhængighed.

Kolonialismen havde dybtgående konsekvenser for de politiske, sociale, økonomiske og kulturelle strukturer i de besatte lande og befolkninger, som stadig mærkes i dag. Kolonialismen førte også til mange konflikter og spændinger, der fortsætter den dag i dag, især i lande med multietniske og multikulturelle samfund.

Europæisk oprindelse

Kolonialismen begyndte i det 16. århundrede, da europæiske stater begyndte at erobre og kolonisere oversøiske territorier. Denne ekspansion var drevet af teknologi og økonomiske motiver, der var opstået i Europa på det tidspunkt. De europæiske lande så ofte værdifulde råmaterialer, såsom guld, sølv, bomuld eller krydderier, samt lukrative handelsmuligheder i de lande, de erobrede.

Under kolonialismen blev de besatte områder ofte styret af et lille antal koloniherrer, der var udsendt af kolonimagten for at kontrollere den lokale befolkning. Disse herrer udøvede normalt deres magt på en autoritær måde og brugte ofte vold for at konsolidere deres magt. Besættelsesmagterne indførte også ofte nye juridiske og administrative systemer baseret på deres egne love og normer og ikke nødvendigvis baseret på den oprindelige befolknings behov og traditioner.

De økonomiske konsekvenser af kolonialismen var ofte alvorlige. Besatte lande blev ofte tvunget til at sælge deres ressourcer til kolonimagterne, ofte til lave priser. Mange lokale folk blev tvunget til en form for tvangsarbejde i miner, plantager eller fabrikker. Det ødelagde mange lokale økonomier, og de besatte lande blev eksportører af råstoffer uden at opbygge deres egne industrier.

Kolonialismen havde også en dybtgående indvirkning på de besatte landes kultur og identitet. Kolonimagterne indførte ofte deres eget sprog, religion og kultur og forsøgte ofte at undertrykke de besatte landes kultur og traditioner. Det førte ofte til et tab af kulturarv og et tab af kulturel identitet i de besatte lande.

Kolonialismen førte også til mange konflikter og spændinger, som fortsætter den dag i dag. I mange lande, der engang var under kolonistyre, er der stadig etniske og religiøse konflikter, der kan spores tilbage til den koloniale fortid. Derudover har kolonialismen også ført til oprettelsen af statsgrænser, der ofte ikke er baseret på faktiske etniske eller kulturelle grænser, hvilket kan føre til yderligere konflikter og spændinger.

Samlet set har kolonialismen haft en række konsekvenser for de besatte lande og befolkninger, som stadig kan mærkes i dag. Forsøget på at reparere de koloniale skader er en kompleks proces, der ofte er politisk og økonomisk vanskelig.

Eksempler

Der er mange eksempler på kolonialisme i historien, her er nogle af de mest berømte:

1. Erobringen af Amerika af europæiske magter som Spanien, Portugal og Storbritannien i det 15. til 18. århundrede. Erobringen førte til udnyttelse af de indfødte befolkninger, indførelse af nye religioner og kulturer og etablering af kolonier styret af europæiske magter.
2. Slavehandlen i det 17. og 18. århundrede, hvor europæiske magter smuglede millioner af mennesker fra Afrika og solgte dem som slaver i Amerika og Caribien. Det førte til slaveri af millioner af mennesker og ødelæggelse af mange afrikanske samfund.
3. De europæiske magters opdeling af Afrika i slutningen af det 19. århundrede, hvor de vilkårligt delte territorier på det afrikanske kontinent mellem sig. Det førte til oprettelsen af kolonier i Afrika og undertrykkelse af den afrikanske befolkning.
4. Den britiske kolonisering af Indien i det 19. århundrede, som førte til udnyttelse af den indiske befolkning, ødelæggelse af den lokale økonomi og indførelse af britiske love og styreformer.
5. Den franske kolonisering af Indokina (nu Vietnam, Laos og Cambodja) i det 19. og 20. århundrede, som førte til udnyttelse af den lokale befolkning og indførelsen af franske love og styreformer.
6. Den amerikanske kolonisering af Filippinerne i slutningen af det 19. århundrede, som førte til undertrykkelse af den filippinske befolkning og indførelsen af amerikanske love og styreformer.

Dette er blot nogle få eksempler på kolonialisme i historien, men der var mange andre koloniseringer, som havde indflydelse på de besatte lande og befolkninger.

England

Spørgsmålet om, hvordan England håndterer sin kolonihistorie, er blevet et vigtigt emne i de senere år. Der er en voksende debat i Storbritannien om, hvordan man håndterer den koloniale fortid, og hvordan man anerkender og adresserer de forbrydelser og den udnyttelse, der blev begået i kolonitiden.

I de senere år har flere initiativer og kampagner bidraget til at øge bevidstheden og stimulere diskussionen om Storbritanniens kolonihistorie. For eksempel har en kampagne ved navn Rhodes Must Fall krævet, at monumentet over kolonialisten Cecil Rhodes på Oxford University bliver fjernet, fordi han begik forbrydelser under kolonitiden. Lignende bevægelser finder sted i andre dele af landet, f.eks. fjernelse af monumenter over slavehandlere.

Der er også bestræbelser på at integrere kolonialismens historie bedre i skolernes pensum. Nogle skoler er allerede begyndt at inkludere historien om kolonialisme og slaveri i deres læseplaner for at forbedre elevernes forståelse af landets komplekse fortid.

Men der er også kritik af den måde, England håndterer sin kolonihistorie på. Nogle hævder, at det ikke er nok at anerkende forbrydelserne i kolonitiden, og at der er brug for konkrete foranstaltninger til kompensation og erstatning.

Alt i alt er spørgsmålet om, hvordan England skal håndtere sin kolonihistorie, stadig et kontroversielt og omstridt emne, som fortsat vil skabe megen diskussion og debat.

Tyskland

Tyskland havde en kort, men intens kolonihistorie mellem 1884 og 1919. I denne periode havde det tyske kejserrige kolonier i Afrika, Asien og Oceanien.

De tyske kolonier i Afrika omfattede det nuværende Tanzania, Rwanda, Burundi, Cameroun, Togo og Namibia. I Asien havde det tyske rige kolonier i Kina og det nuværende Tyrkiet, mens Tysk Ny Guinea var en del af Oceanien.

I kolonitiden var tyskerne aktive i de besatte områder på forskellige måder. De brugte områderne til at dyrke salgsafgrøder som kaffe og kakao for at støtte deres økonomi, og de brugte landenes ressourcer til at forsyne deres industrier. De indførte også tvangsarbejde og tvang lokalbefolkningen til at arbejde i minerne og plantagerne.

Der var også tilfælde af vold mod de indfødte, især i Tysk Sydvestafrika (nu Namibia), hvor der var folkemord på Herero- og Nama-folket. Den tyske koloniregering indførte også en assimilationspolitik og undertrykkelse af oprindelige kulturer og sprog.

Efter afslutningen af Første Verdenskrig og det tyske kejserriges sammenbrud mistede Tyskland sine kolonier i henhold til Versailles-traktaten. Konsekvenserne af den tyske kolonitid kan stadig mærkes i dag, og der gøres en indsats for at komme overens med forbrydelserne i kolonitiden og sikre erstatning og forsoning.

At komme overens med fortiden

Kolonialismens historie er et komplekst og omfattende emne, og der er megen debat om, hvorvidt den er blevet fuldt opvurderet. Men i de seneste årtier har regeringer, forskere og aktivister gjort et stort arbejde for at komme overens med kolonialismens historie og forstå dens indvirkning på de berørte lande og mennesker.

I nogle lande har regeringerne tilbudt officielle undskyldninger og erstatninger for forbrydelserne i kolonitiden. Et eksempel er den franske præsident Emmanuel Macrons undskyldning i 2018 for Frankrigs rolle i undertrykkelse og vold under kolonitiden i Algeriet.

I den akademiske verden har historikere revurderet kolonihistorien og understreget den rolle, som kolonialisme, slaveri og racisme har spillet i dannelsen af den moderne verden. Postkolonial teori har været med til at forandre tænkningen om kolonialisme og understrege betydningen af diskurs, magt og identitet i det koloniale forhold.

Aktivister har også bidraget til en nyvurdering af kolonihistorien. For eksempel har bevægelser for tilbagelevering af stjålet kulturel ejendom og artefakter, der blev taget fra besatte områder under kolonitiden, tiltrukket sig international opmærksomhed og hjulpet med at holde mindet om den koloniale fortid i live.

På trods af disse fremskridt er der stadig meget arbejde, der skal gøres for fuldt ud at komme overens med kolonialismens historie og anerkende dens indvirkning på de berørte lande og mennesker. Det kræver ikke kun en ærlig undersøgelse af fortiden, men også konkret handling for at overvinde de langsigtede virkninger af kolonialismen, som stadig mærkes i dag.

Litteratur

1. Said, Edward. „Orientalisme“. Vintage Books, 1979.
2. Fanon, Frantz. „De elendige på jorden“. Grove Press, 1963.
3. Memmi, Albert. „Kolonisatoren og den koloniserede“. Beacon Press, 1991.
4. Anievas, Alex, og Nivi Manchanda. „Race, imperium og subprime-krisen“. Historical Materialism 23, nr. 3 (2015): 36-72.
5. Loomba, Ania, „Kolonialisme/postkolonialisme“. Routledge, 2005.
6. Achebe, Chinua. „Tingene falder fra hinanden“. Heinemann, 1958.
7. Said, Edward. „Kultur og imperialisme“. Vintage Books, 1993.
8. Spivak, Gayatri Chakravorty. „Kan den subalterne tale?“ I „Marxism and the Interpretation of Culture“, redigeret af Cary Nelson og Lawrence Grossberg, 271-313. University of Illinois Press, 1988.
9. Stoler, Ann Laura. „Race and the Education of Desire: Foucault’s History of Sexuality and the Colonial Order of Things“. Duke University Press, 1995.
10. Bhabha, Homi K. „The Location of Culture“. Routledge, 1994.