Interkulturel læring

„Som en form for social, handlingsorienteret og følelsesmæssig læring formidler den indsigt i forskellige former for læring. I form af kultursammenligninger bør den både føre til en mere præcis analyse og relativisering af ens egne normer og sociale systemer og til en reduktion af fordomme og etnocentriske holdninger“. (Rinschede 2007)

Emnet multikulturalisme er i stigende grad i forgrunden, så der hersker en række forskellige forudsætninger om fænomenet interkulturalitet. Interkulturel læring behandler dette spørgsmål og sigter mod at øge bevidstheden om interkulturalitet. Baseret på den interkulturelle tilgang skal konceptet gøre det muligt at tilegne sig interkulturel kompetence.

Forklarende tilgange

„Den interkulturelle tilgang […] antager, at der er påståede og faktuelle kulturelle forskelle, hvis møde fører til uvidenhed, misforståelser og problemer, eller endda til fordomme“ (Ouelsati 2013, 25). Interkulturel læring forstås som en proces, der har til hensigt at modvirke disse stereotyper. Weidemann foreslår to teser som en definition af interkulturel læring:

1.“Interkulturel læring refererer til psykologisk forandring baseret på erfaringer med kulturel forskel.

2.Interkulturel læring refererer til psykologiske forandringer, der er relateret til en ændret opfattelse af og en ændret måde at håndtere kulturel forskel på“ (Weidemann 2007, 495).

De to definitioner henviser til forskellige kontaktpunkter med interkulturalitet. I den første definition udløses læringsprocessen af en ændring i tankegangen på grund af subjektive kontaktpunkter, mens den anden handler om en ændret opfattelse af og håndtering uafhængigt af ens egne erfaringer. Erfaringer, der fremmer interkulturel kompetence, omfatter f.eks. ophold i udlandet.

Formidlingsprocessen finder hovedsageligt sted i skoleinstitutioner, hvor man beskæftiger sig mest med læringsprocessen. Ikke desto mindre tilbydes der i dag kompetencetræning „især inden for økonomi og politik“ (Bolten 2007, 89). Læringsindholdet er fleksibelt og tilpasset gruppen af elever. Målet er at anerkende fremmede kulturer såvel som ens egen og at antage kulturel pluralitet, da „mennesket […] er bærer af forskellige kulturer og identiteter“ (Hartung/ Nöllenburg/ Deveci 2013, 8). Mennesker konfronterer hinanden med forskellige værdier, ideer og opfattelsesformer, og derfor bliver andre menneskers handlinger kategoriseret som kulturelt velkendte eller fremmede for dem inden for kort tid (jf. Ouelsati 2013, 25).

Bevidstheden om forskellene og de deraf følgende handlinger danner interkulturel kompetence. Den resulterende interkulturelle handlingsproces er løbende og ændrer sig altid.

Litteratur

Bolten, Jürgen (2007): Interkulturel kompetence. Erfurt: Landeszentrale für politische Bildung Thüringen.

Hartung, Regine/ Nöllenburg, Katty/ Deveci, Özlem (2013): Forord. I: ders. (red.): Interkulturel læring. Ein Praxisbuch. Schwalbach am Taunus: Debus Pädagogik.

Nothnagel, Steffi (2018): Interkulturel læring. Rekonstruktion af kulturelle erfaringer med forskelle baseret på narrativ-biografiske longitudinelle studier. I: Sabisch, K./ Sorensen, E./ Straub, J. (red.): Schriftenreihe Kultur, Gesellschaft, Psyche. Sociale og kulturelle studier. Vol. 12. Bochum: Bochumer Universitätsverlag.

Ouelsati, Ramses Michael (2013): Interkulturel uddannelse i skolen. I: Hartung, Regine/ Nölleburg, Katty/ Deveci, Özlem (red.): Interkulturel læring. En praktisk bog. Schwalbach am Taunus: Debus Pädagogik, 22-35.

Rinschede, Gisbert (2007): Geographiedidaktik. Paderborn: Schöningh.

Schrüfer, Gabriele (2012): Interkulturel læring. Skridt på vejen til interkulturel sensitivitet. I: Praxis Geographie 11, 10-11.

Weidemann, Doris (2007): Akkulturation og interkulturel læring. I: Straub, Jürgen/ Weidemann, Arne/ Weidemann, Doris (red.): Handbuch Interkulturelle Kommunikation und Kompetenz: Grundbegriffe – Theorien – Anwendungsfelder. Stuttgart/ Weimar: Metzler, 488-498.