Immateriel kulturarv

For at fremhæve kulturelle såvel som naturlige karakteristika blev konventionen om beskyttelse af verdens kultur- og naturarv (verdensarvskonventionen) ratificeret af 190 medlemslande af FN’s organisation for uddannelse, videnskab og kultur (UNESCO) i 1972. Formålet er at fremme den gensidige forståelse af kultur på den ene side og beskyttelse og bevarelse af forskellige kultur- og naturaktiver på den anden side. Samtidig garanterer den, at „en arv fra tidligere generationer […] kan gives videre til kommende generationer“ (Hauser-Schäublin/Bendix 2015, 52) (jf. Hauser-Schäublin/Bendix 2015, 51 f.).

Udvidelse

Det håndgribelige verdensarvsbegreb fra 1972 blev i 2003 suppleret med konventionen om beskyttelse af den immaterielle kulturarv, således at følgende områder fra da af blev anset for beskyttelsesværdige:

– Mundtligt overleverede traditioner og udtryksformer, herunder sprog

– Udøvende kunst

– Sociale skikke, ritualer og festivaler

– Viden og skikke vedrørende naturen og universet

– Traditionelle håndværksteknikker (jf. Eggert/ Mißling 2015, 63 f.).

Som følge af 2003-konventionen er kulturelle udtryk beskyttet, „som […] etniske grupper ofte identificerer sig med, […] [som] [er] overleveret fra generation til generation og har en] identitetsskabende virkning og betydning“ (Eggert/Mißling 2015, 64).

Konventionens mål

Foranstaltningerne til beskyttelse af truede kulturelle udtryksformer har på den ene side til formål at bevare og fremme deres vitalitet og på den anden side at øge bevidstheden om deres betydning på lokalt, nationalt og internationalt plan. På samme tid bevares „århundredgamle traditioner og skikke som en immateriel del af menneskehedens kulturarv“ (Dippon/Siegmund 2010, 32).

Eksempler

Siden 2013 har Tyskland været medlem af World Heritage Network under mottoet „Knowledge. Know“. Tyskland har siden 2013 været interesseret i at bevare, vedligeholde og fremme mangfoldigheden af den levende kulturarv på nationalt plan (jf. UNESCO1). Fire kategorier udtrykker denne mangfoldighed:

1. skikke og festivaler i løbet af året

– f.eks. julesang eller finkemanøvre i Harzen.

2. Mennesker og natur

– f.eks. jordemoderfaget eller den tyske brødkultur

3. Musik og (fysisk) sprog

– f.eks. korsang eller poetry slam

4. Livet i fællesskabet

– f.eks. den østfrisiske tekultur (jf. UNESCO2)

Yderligere eksempler kan findes i det landsdækkende register over immateriel kulturarv: www.unesco.de/kultur-und-natur/immaterielles-kulturerbe/immaterielles-kulturerbe-deutschland/bundesweit

Mens den landsdækkende liste over immateriel kulturarv repræsenterer mangfoldighed på tysk niveau, er der tre lister til rådighed for bevarelse af den på internationalt niveau:

1. Repræsentativ liste over menneskehedens immaterielle kulturarv.

– Formål: At skabe større synlighed af verdens kulturelle mangfoldighed og samtidig en voksende bevidsthed om den.

– f.eks. den kinesiske silhuet

2. liste over immateriel kulturarv med presserende behov for bevaring

– Mål: Implementere hurtige foranstaltninger for kulturformer, der er truet af globale/lokale udviklinger.

– f.eks. kulturområdet for det katolske mindretal suiti i Letland.

3. UNESCO-register over god praksis

– Mål: Fremhæv modelprojekter

– f.eks. det levende fandango-museum i Brasilien (jf. UNESCO3; Eggert/ Mißling 2015, 68).

Ulempen ved status som immateriel kulturarv

Selvom 2003-konventionen skal være med til at fremme og værdsætte levende kulturarv på verdensplan og modvirke kulturel standardisering, er der også problemer og udfordringer forbundet med status som immateriel kulturarv. Den følgende liste illustrerer disse:

– Instrumentaliseringen af konventionen fører til ossificering, kodificering og musealisering af den levende kulturarv.

– Visse værdiladede repræsentationer skabes og betragtes som autentiske eller bevaringsværdige.

– Stater ønsker at skabe et bestemt image med status som immateriel kulturarv.

– Selvom samfund og grupper er i fokus som kulturbærere, er der ingen ensartet definition af, hvem der betragtes som kulturbærere.

– Forvaltningen af den immaterielle kulturarv er primært statens ansvar, så retten til medbestemmelse afhænger af den politiske eller hierarkiske struktur og skal i nogle tilfælde skabes først.

– Fastlæggelse, nominering og implementering af bevaringsforanstaltninger er en statslig opgave, så de ovennævnte lister altid er baseret på udvælgelsesprocesser, som dermed potentielt reproducerer en magtubalance, da man under nomineringsprocessen iscenesætter egnetheden til verdensarv og inkluderer dem, der præsenterer deres kulturelle form på en tiltalende måde.

– Resultat: Magtfulde staters hegemoni

– Udøvelse af kontrol over kulturelle former

– Kommerciel/industriel markedsføring

– Politisk, økonomisk og idealistisk valorisering (jf. Eggert/ Mißling 2015, 65-77).

 

Litteratur

Dippon, P./ Siegmund, A. (2010): UNESCO-verdensarvsstedernes uddannelsesmæssige krav – en aktuel status i spændingsfeltet mellem verdensarvskonventionen og lokal praksis. I: Ströter-Bender, J. (red.): World Heritage Education. Positions and Discourses on the Education of UNESCO World Heritage. Marburg, 31-43.

Eggert, A./ Mißling, S. (2015): UNESCO’s konvention fra 2003 om beskyttelse af den immaterielle kulturarv. I: Groth, S./ Bendix, R./ Spiller, A. (red.): Kultur som ejendom: Instrumenter, tværsnit og casestudier. Göttingen, 61-77.

Hauser-Schäublin, B./ Bendix, R. (2015): Verdensarv. I: Groth, S./Bendix, R./ Spiller, A. (red.): Culture as property: instruments, cross-sections and case studies. Göttingen, 51-58.

UNESCO1 (u.d.): https://www.unesco.de/kultur-und-natur/immaterielles-kulturerbe/immaterielles-kulturerbe-deutschland [01.02.2019].

UNESCO2 (u.d.): https://www.unesco.de/kultur-und-natur/immaterielles-kulturerbe/immaterielles-kulturerbe-deutschland/bundesweit [01.02.2019].

UNESCO3 (u.d.): https://www.unesco.de/kultur-und-natur/immaterielles-kulturerbe/immaterielles-kulturerbe-weltweit [01.02.2019].