Højreekstremisme

Højreekstremisme skal ikke forstås som en ensartet ideologi. Snarere omfatter begrebet en række forskellige strømninger, ideologiske orienteringer og organisationsformer (jf. Grumke 2007, 20).

Højreekstremisme set fra statslige institutioners perspektiv

Fra forfatningsbeskyttelsesmyndighedens synspunkt omfatter begrebet højreekstremisme de bestræbelser, der er rettet mod den frie demokratiske grundorden (FdGO) (jf. Jesse 2004, 9). Begrebet ekstremisme dækker således både venstre- og højreorienterede bevægelser. Højreekstremisme beskriver således „den højreorienterede variant af politisk ekstremisme“ (Grumke 2007, 21).

Højreekstremisme fra et politologisk perspektiv

I statskundskaben forstås højreekstremisme som et „temmelig diffust felt af holdninger, adfærd og organisation“ (Gessenharter 1998, 33). Mens offentlige holdninger normalt fokuserer på ekstremistisk adfærd – såsom udøvelse af højreorienteret vold – understreger det politologiske perspektiv relevansen af holdningsniveauet. Militarisme, chauvinisme, socialdarwinisme, autoritarisme, racisme, antisemitisme og pro-nazisme betragtes som komponenter i højreekstremistiske holdninger (jf. Grumke 2007, 22; jf. Stöss 2000, 20 ff.). Ikke alle elementer behøver at optræde samtidigt for at vise højreekstremistiske holdninger. Alligevel kan man antage, „at de fleste elementer ligger til grund, når en person beslutter sig for at blive aktiv i højreekstremistiske grupper eller organisationer“ (Grumke 2007, 23). Ikke alle personer, der har et højreekstremistisk holdningsmønster, udtrykker det også i deres adfærd. Man kan derfor antage, at andelen af mennesker med et lukket højreekstremistisk verdensbillede i et samfund er meget højere end antallet af mennesker, der udtrykker denne holdning i tilsvarende adfærd. Ikke desto mindre betragtes holdningsniveauet som en nødvendig forudsætning for højreekstremisme. Begge dimensioner kan skelnes fra hinanden, men kun sammen kan de fuldt ud repræsentere begrebet højreekstremisme (jf. Grumke 2007, 23; jf. Stoss 2000, 25).

Ideologiske karakteristika

Racisme er et centralt træk ved højreekstremisme. Her afviser man kravet om universelle menneskerettigheder ved at antage racemæssig eller etisk ulighed. I denne sammenhæng er antisemitisme en særlig udbredt form for racistisk tankegang. Et andet kendetegn er chauvinisme, som beskriver en overdrevet nationalisme, der som regel er kendetegnet ved en fjendtlig holdning til andre stater og folkeslag. Et særligt træk er begrebet etnopluralisme. Det antages, at folkeslag er lige, men ikke homogene. Denne naturlige ulighed fører til kriser, hvorfor der stilles krav om, „at folkeslag konstrueres som etnisk og kulturelt homogene, der lever adskilt fra hinanden og ikke blandes“ (Bruns et al. 2015, 12), så „kulturel renhed“ kan sikres. Et andet kendetegn ved højreekstremisme er trivialiseringen eller glorificeringen af nationalsocialismen. Dette inkluderer også såkaldt historisk revisionisme, som går hånd i hånd med benægtelsen af Holocaust og tysk skyld i Anden Verdenskrig (jf. Grumke 2007, 24). Ud over disse karakteristika er en højreekstremistisk ideologi kendetegnet ved en afvisning af universelle menneskerettigheder, multikulturalisme og „det liberale demokratis værdipluralisme, som den kommer til udtryk i parlamentariske demokratiske systemer“ (Grumke 2007, 25).

Det nye højre

„Det, der […] i den politiske diskurs betegnes som ‚højreekstremisme‘, har ændret sig så meget over tid, at […] en mere differentieret terminologi end tidligere synes nødvendig“ (Gessenharter/Frochling 1998, 11). I samfundet er der en udbredt antagelse om, at højreekstremister fremstår som Springerstøvlebærende, voldsparate skinheads, og at højreekstremistiske holdninger kan reduceres til et problem for voldsparate minoriteter, der befinder sig i en vanskelig livssituation (jf. Bruns et al. 2015, 86). Det nye højre betegner et politisk spektrum, der etablerede sig i slutningen af 1960’erne, startende i Frankrig. Det ser sig selv som en modkraft til den såkaldte 68-bevægelse. Derfor er de imod liberalisme og egalitarisme. Ny-højre-aktører er kendetegnet ved, at de ikke er farlige i den forstand, at de kan sammenlignes med voldelige „bølle-nazister“. Faren ligger snarere i, at de forsøger at trænge ind i midten af befolkningen og påvirke dens tænkning ved at blande sig i offentlig-politiske diskurser (jf. Mense et al. 2016, 183). På den måde forfølger de målet om at radikalisere den værdikonservative midte „ved vedvarende at vække vrede mod bestemte befolkningsgrupper“ (Bruns et al. 2015, 14). De står for ulighed mellem mennesker, antisemitisme, antimuslimsk racisme, konservative kønsroller og for et hierarkisk samfund (jf. Bruns et al. 2015, 86).

Litteratur

Bruns, Julian/ Glösel, Kathrin/ Strobl, Natascha (2015): Rechte Kulturrevolution. Hvem og hvad er det nye højre i dag? Attac Basis Texte 47. Hamborg: VSA.

Gessenharter, Wolfgang (1998): Neue extreme Rechte, intellektuelle Neue Rechte und Rechtsextremismus. I: Gessenharter, Wolfgang/ Fröchling, Helmut (red.): Rechtsextremismus und neue Rechte in Deutschland: Zur theoretischen und empirischen Neuvermessung eines politisch-ideologischen Raumes? Wiesbaden: Springer, 25-66.

Gessenharter, Wolfgang/ Frochling, Helmut (1998): Rechtsextremismus und Neue (radikale) Rechte – Einladung zu einem Dialog. I: Gessenharter, Wolfgang/ Fröchling, Helmut (red.): Rechtsextremismus und neue Rechte in Deutschland: Zur theoretischen und empirischen Neuvermessung eines politisch-ideologischen Raumes? Wiesbaden: Springer, 11-24.

Grumke, Thomas (2007): Rechtsextremismus in Deutschland. Begreb – ideologi – struktur. I: Glaser, Stefan/ Pfeiffer, Thomas (red.): Erlebniswelt Rechtsextremismus. Foragt for menneskeheden med underholdningsværdi. Baggrund. Metoder. Forebyggelsens praksis. Schwalbach am Taunus: Wochenschau Verlag, 19-35.

Jesse, Eckhard (2004): Former for politisk ekstremisme. I: Forbundsindenrigsministeriet (red.): Ekstremisme i Tyskland. Erscheinungsformen und aktuelle Bestandsaufnahme. Berlin, 7-24.

Mense, Thomas/ Schubert, Frank/ Widemann, Gregor (2016): Fra „bekymrede borgere“ til modstandskæmpere? – Pegida og det nye højre. I: Decker, Oliver/ Kiess, Johannes/ Brähler, Elmar (red.) (20016): Die enthemmte Mitte. AutoritÄre und rechtsextreme Einstellungen in Deutschland. 2. udg. Gießen: Psychosozial-Verlag, 179-200.

Stöss, Richard (2000): Rechtsextremismus im vereinten Deutschland. 3. udgave ed. Berlin: Friedrich Ebert Stiftung.