Globalisering

Globalisering er ikke en tilstand, men en proces og kan forstås som en „form for ‚denationalisering‘, der påvirker forskellige områder som kommunikation, kultur, miljø, politik og økonomi“. (Starke/Tosun 2019, 183)

„Globalisering refererer til verdensomspændende gensidig afhængighed, udveksling og afhængighedsprocesser. Kommunikations- og transportmidler er særligt vigtige for de verdensomspændende strømme af finansiel kapital, varer, teknologier, mennesker og ideer. Det faktum, at disse indbyrdes afhængigheder og effekter er mærkbare og bevidste over hele verden i videnskaben og i hverdagen, er – i modsætning til tidligere supralokale interaktioner – et væsentligt træk ved den nuværende fase af globaliseringen.“ (Kreff et al. 2011, 126) De transnationale eller transkontinentale produktionskæder, de globale forbindelser mellem nationer, nationalstaternes relative tab af betydning og den universelle kommodificering og kapitalisering synes at være særligt vigtige i denne sammenhæng (jf. Auernheimer 2015, 17).

Globaliseringens faser

Der er forskellige måder at opdele globaliseringen i faser på:

– Globalisering 1.0: koloniseringens nye tidsalder (1492 til 1800).

– Globalisering 2.0: industrialisering (1800 til 2000).

– Globalisering 3.0: informationsalderen (2000 til i dag)

Den første fase er præget af opdagelsesrejser, væksten i den globale handel og trykpressen. Den anden fase omfatter den amerikanske og franske revolution og opfindelsen af dampmaskinen og jernbanen. Globalisering 3.0 er først og fremmest kendetegnet ved World Wide Web og trådløs og kablet datatransmission (jf. Mäder 2018, 6).

En anden variant af at opdele globaliseringen er at skelne mellem førkoloniale, koloniale og nuværende faser af globaliseringen (jf. Gingrich 2011, 126).

Globalisering som proces

Globalisering er et

– perceptuelt fænomen, hvilket betyder, at verden (gensidigheden) bliver „synlig“, og at alt kan ses af alle og enhver. Denne proces er hovedsageligt karakteriseret ved elektronisk forstærkning. For eksempel opfatter folk landskaber i andre lande eller lærer nye kulturelle traditioner. Denne „synlighed“ er en afgørende årsag til nye migrationsbevægelser.

– Interaktionsfænomen: Flere og flere interaktioner finder sted internationalt. De påvirker hinanden og omfatter ikke kun varer og tjenesteydelser, men også mode, film, kunst, musik, mad osv. Vaner som f.eks. at spise bliver overtaget eller ændret. Kulturen i boligområder er ikke længere begrænset til ens egen stat, men er også tilgængelig for andre stater.

– Sammenlåsningsfænomen: Hvis interaktionsstrukturerne bliver fasttømrede, opstår der et sammenlåsningsfænomen. Dominerende aktører (f.eks. stater) mister statslig uafhængighed og er ikke længere autonome „enheder“ (Prisching 2019, 403). Desuden sætter processerne spørgsmålstegn ved deres suverænitet (jf. ibid., 403).

5 Globaliseringens dimensioner

Globale økologiske konsekvenser

– Miljøøkonomi: Økologiske kriser udgør nye udfordringer ikke kun for staten, men også for alle andre lande. For eksempel er knaphed på naturressourcer, stigende trafik eller endda klimaforandringer et problem for alle stater, hvis konsekvenser er udbredt globalt (jf. Preyer 2018, 309).

– Økologisk balance: Der skal etableres en balance og koordinering mellem „kravet om præstation som en social norm og den sociale balance i brugen af miljøet“ (ibid., 310).

Kulturel globalisering

– Konkurrence mellem fortolkninger: Adgangen til andre kulturer skaber „et globalt marked af kulturelle foreninger, der konkurrerer om medlemmer med deres løfter om forløsning“. (ibid., 311)

– Global diffusion: Nye former for en eksisterende praksis rekombineres, så globaliseringen fører til en ny synkretisme (jf. ibid., 311).

Økonomisk globalisering

– Markedsåbning: Globale aktørers netværkssamarbejde inden for produktion, service og markedsføring fører til nye markedsåbninger (jf. ibid.).

– Netværk: Kommunikationsteknologiske netværk er globale. Det antages, at „et globalt økonomisk system i sin struktur og funktion består af segmenter af økonomiske sektorer, regioner og stater“ (ibid., 312).

Politisk globalisering

– Global governance: Globale problemer som sygdomme eller miljøforurening betyder, at de skal reguleres internationalt. I denne sammenhæng er global governance ikke en verdensregering, men en „indirekte politik“ (Willke 2002 (FN 307)), der beskæftiger sig med håndtering af problemer (jf. Preyer 2018, 314).

– Global governance: Der er ingen aktør i det globaliserede samfund, der kan overtage global governance-opgaverne. Det er urealistisk for en aktør at institutionalisere lovgivning (jf. ibid., 315).

Globalisering af social kommunikation gennem moderne kommunikationsteknologier

– Digitale medienetværk: Digitalisering fører til en global udveksling af information mellem hinanden uden kontrol fra statslige organisationer. Denne udveksling kan føre til en „ændring i vores forståelse af det sociale, men også af historie og bevidsthed“ (ibid., 316).

– Intermediated Sector: Moderne kommunikationsteknologier kaldes også Intermediated Sector, „hvorigennem nye former for økonomisk samarbejde mellem organisationer, kommunikationsstrukturer og gensidig social observation opstår“. (ibid., 316) Kun herigennem opstår der et globalt kommunikationssystem (jf. ibid.).

Litteratur

Auernheimer, Georg (2015): Globaliseringens dimensioner. En introduktion. Schwalbach: Wochenschau Verlag.

Duden Wirtschaft von A bis Z (2016): Grundlagenwissen für Schule und Studium, Beruf und Alltag. 6. udg. Mannheim: Bibliographisches Institut.

Kreff, Ferdinand et al. (2011): Lexikon der Globalisierung. Bielefeld: Transkript.

Mäder, Olaf B. (2018): Controlling klipp & klar. Wiesbaden: Springler Gabler.

Preyer, Gerhard (2018): Sociologisk teori om det moderne samfund I. Medlemskabsteoretiske studier. 2. udgave ed. Wiesbaden: Springer VS.

Prisching, Mafred (2019): Globalisering fra et kultursociologisk perspektiv. I: Moebius, Stephan/ Nungesser, Frithjof/ Scherke, Katharina (red.): Handbuch Kultursoziologie, vol. 3: Theorien – Methoden – Felder. Wiesbaden: Springer VS, 401-422.

Starke, Peter/ Tosun, Jale (2019): Globalisering og diffusion. I: Obinger, Herbert/ Schmidt, Manfred G. (red.): Handbuch Sozialpolitik. Wiesbaden: Springer VS, 181-203.

Willke, Helmut (2002): Dystopia. Studier over videnskrisen i moderne samfund. Frankfurt am Main: Suhrkamp.