Gender

Begrebet køn skal først og fremmest adskilles fra begrebet køn. Mens køn henviser til den „fysisk-biologiske forskel mellem mandlige og kvindelige kønskroppe“ (Metzler Lexikon 2002, 357), henviser køn til socialt køn: „Hvad et bestemt socio-historisk samfund opfatter og fortolker som mandligt eller kvindeligt, er resultatet af fortolkningsmæssige tilskrivninger“ (Metzler Lexikon 2002, 357).

Kønsforskning

Kønsbegrebet betragter således ikke kønsidentitet som medfødt, men som en sociokulturel, historisk-tidsmæssigt bundet konstruktion i et samfund. De såkaldte kønsundersøgelser undersøger forholdet mellem kønnene i de forskellige områder af en kultur. „Den grundlæggende antagelse er, at de funktioner, roller og karakteristika, der udgør maskulinitet og femininitet, ikke er et kausalt resultat af biologiske forskelle mellem mænd og kvinder, men er sociale konstruktioner og dermed foranderlige. (Metzler Lexikon 2002, 141) Forskningsfokus har flyttet sig fra kvindeforskning til kønsforskning, således at „maskulinitet“ også er genstand for forskning (jf. Metzler Lexikon 2002, 141-143).

Da der ifølge Kusterle er en meget tæt forbindelse mellem sprog og tænkning, kan der ifølge Kusterle fastslås virkninger på kulturelle sammenhænge og social sameksistens (jf. Kusterle 2011, 66). Kusterle fastslår, at en ændring i sproget fører til en ændret opfattelse af verden. Hvis kvinder er dårligt stillede i sproget, oplever de også en dårligere stilling i samfundet (jf. Kusterle 2011, 80). „Et ændret, kønsligt ligeværdigt sprogsystem fører på den anden side til en ændret, ligeværdig virkelighed“ (Kusterle 2011, 80).

Muligheder for et kønsligt ligeværdigt sprog

Af substantivet køn kan man aflede verbet gendern, som betegner kvinders og mænds lige rettigheder i sprogbrugen. Diewald og Steinhauer tilbyder talrige muligheder for brugen af et kønsligt sprog. Den nok mest entydige variant er den omfattende dobbeltnavngivning, hvor begge køn udtrykkeligt tiltales. I dette tilfælde kan sammensætningen foretages både i ental og flertal ved hjælp af konjunktionen og, konjunktionen eller eller en skråstreg (f.eks. elever).

En tydeligere og sprogligt mere økonomisk form for kønsangivelse er den såkaldte økonomistyring af dobbelte navneord. Dette kan udtrykkes ved hjælp af en skråstreg (med bindestreg) (f.eks. læge, personale, personale), ved hjælp af et indrykket I (f.eks. personale) eller ved hjælp af en asterisk (f.eks. personale). Sidstnævnte anses for at være mere tidssvarende, da det yder mere retfærdighed til de aktuelle debatter om transkøn og interseksualitet. „Køn [er] ikke længere forstået som et binært system“ (Duden 2017, 46), men der foreslås også mulige yderligere kategorier.

Desuden kan erstatningsformer og omformuleringer tjene et kønsligt sprog. Eksempler herpå kunne være substantiviserede participier eller adjektiver i flertal (f.eks. studerende), et abstrakt i stedet for personnavne (f.eks. Kollegium for kolleger) eller kønsneutrale udtryk (f.eks. der Mensch, die Person). Ved hjælp af disse muligheder er kvindelige personer ikke blot medtaget – som med det generiske maskulinum, hvor maskulinformen også gælder for en blandet gruppe – men udtrykkeligt nævnt (jf. Duden 2017).