Flersprogethed

Flersprogethed – eller multilingualisme – henviser til evnen til at tale eller forstå flere (forskellige) sprog (Duden 2018). „Disse forskellige sprog omfatter ikke kun officielle sprog, men også regionale sprog, minoritetssprog og tegnsprog og endda sprogvarianter såsom dialekter“ (Riehl 2014, 9).

Et begreb med ekstrem uklarhed

Det (generiske) begreb flersprogethed associerer samtidig forskellige former for sprogtilegnelse i en persons ontogenese såvel som brug i hverdagslivet, arbejdslivet og institutioner (jf. ibid., 9). I den tysktalende verden bruges begreberne flersprogethed og tosprogethed samt polyglot således ofte synonymt. Det peger på, at begrebet er flydende og ikke klart defineret (jf. Petersen 2014, 19). Begrebet flersprogethed er snarere kendetegnet ved sin definitoriske vaghed, da det omfatter „et uendeligt antal niveauer af kommunikativ kompetence“ (Hernig 2005, 163).

Overordnet set identificeres flersprogethed ved hjælp af fire definitionskriterier:

Type af tilegnelse

Her henvises til simultan og successiv tilegnelse og differentieres i overensstemmelse hermed. Livsfaserne (f.eks. barndom eller voksenliv) spiller en afgørende rolle (jf. Lüdi/Py 2017, 7; Riehl 2014, 11 f.).

Sociale forhold

Dette definitionskriterium skelner mellem individuel, samfundsmæssig og institutionel flersprogethed (jf. Riehl 2014, 12).

Kompetence

Oksaars definition af flersprogethed (Oksaar 1980, 43) bliver ofte brugt og beskrevet som kompetenceniveauet: „Jeg definerer flersprogethed funktionelt. Det forudsætter, at den flersprogede i de fleste situationer let kan skifte fra et sprog til et andet, når det er nødvendigt. Forholdet mellem sprogene kan være ret forskelligt – afhængigt af strukturen i den kommunikative handling, herunder situationer og emner, kan der bruges en mindre veltalende kode i det ene, og en mere veltalende kode i det andet“ (Lüdi/Py 2017, 8).

Sproglige konstellationer

Dette refererer til status for de involverede sprog. Flersprogethed karakteriseres enten af to (eller flere) fuldt udviklede kulturelle sprog med international prestige, f.eks. tysk-russisk, eller af et sprog med en regional, kommunikativ radius, som det er tilfældet med en dialekt (jf. Lüdi/ Py 2017, 6; Riehl 2014, 16 f.).

Fra myten om ensprogethed

Flersprogethed erklæres ofte som noget unikt, mens den ensprogede habitus synes institutionelt forankret. Men i tider med et globaliseret samfund er det mere sandsynligt, at etsprogethed betragtes som en „sjældenhed“ (jf. Boschung/Dietrich 2011, III; Riehl 2014, 9 f.). Natarajan taler ligefrem om en opfindelse af ensprogede: „Det er derfor tydeligt den dag i dag, at flersprogethed og flersprogethed ganske vist fremhæves i forbindelse med mangfoldighed, men inden for rammerne af den fremherskende tænkning indrømmer man alligevel hver person kun ét sprog, nemlig det. Individet opfattes således ikke som anderledes kompetent på flere sprog. Den flersprogede person mangler således muligheder for identifikation, navngivning og beskrivelse.“ (Ziese/ Gritschke 2016, 261).

Årsagerne til flersprogethed er for det meste politiske (f.eks. migration), økonomiske eller historiske. Der skelnes også mellem naturlig og didaktisk medieret flersprogethed.

Litteratur

Boschung, Dietrich/ Riehl, Claudia M. (red.) (2011): Historische Mehrsprachigkeit: Workshop for Centre for Ancient Mediterranean Cultures (ZaKMiRa) og Centre for Language Diversity and Multilingualism (ZSM) ved universitetet i Köln, juli 2008. Aachen: Shaker.

Duden (2018): Flersprogethed | Stavning, betydning, definition. https://www.duden.de/rechtschreibung/Mehrsprachigkeit [22.06.2018].

Hernig, Marcus (2005): Tysk som fremmedsprog. En introduktion. Wiesbaden: VS.

Lüdi, Georges/ Py, Bernard (2017): Tosprogethed gennem migration: introduktion til studiet af flersprogethed ved hjælp af eksemplet med to indvandrergrupper i Neuchâtel (Schweiz). Tübingen: Niemeyer.

Oksaar, Eis (1980): Flersprogethed, sprogkontakt og sprogkonflikt. I: Nelde, Peter Hans (red.): Sprachkontakt und Sprachkonflikt. Wiesbaden: Franz Steiner.

Petersen, Inger (2014): Skriveevne og flersprogethed. Berlin: De Gruyter.

Riehl, Claudia M. (2014): Flersprogethed: En introduktion. Darmstadt: WBG.

Ziese, Maren/ Gritschke, Caroline (2016): Geflüchtete und kulturelle Bildung. Formater og koncepter for et nyt praksisfelt. Bielefeld: Transcript.