Eristisk dialektik (Arthur Schopenhauer)
Arthur Schopenhauer var en tysk filosof, forfatter og universitetslektor. Han var søn af en købmandsfamilie og blev født i Danzig i 1788. I 1803/1804 foretog Schopenhauer en dannelsesrejse gennem Europa. Efterfølgende studerede han medicin i Göttingen og derefter filosofi i Berlin. Schopenhauer fik også sin doktorgrad i filosofi i 1813. I 1819 udkom hans hovedværk Die Welt als Wille und Vorstellung (Verden som vilje og forestilling). Et år senere begyndte han at undervise på Berlins universitet. På grund af en epidemi flygtede Schopenhauer til Frankfurt am Main i 1831, hvor han døde i 1860.
Eristisk dialektik – kunsten at have ret
„Eristisk dialektik er kunsten at disputere, og at disputere på en sådan måde, at man har ret, det vil sige per fas et nefas (med ret og med uret).“ (Schopenhauer 2019, 10)
Arthur Schopenhauer beskriver „naturlig[] ondskab“ (ibid., 10), „medfødt forfængelighed“ (ibid., 10 f.) og „opblæsthed“ (ibid., 11) som essentielle menneskelige egenskaber og samtidig som årsager til nødvendigheden af den eristiske dialektik. Førstnævnte betyder, at mennesker ikke er fundamentalt ærlige og ikke blot fortæller sandheden. Forfængelighed handler om, at vi ikke ønsker at tage fejl, og at vores samtalepartner ikke bør have ret. Endelig betyder snakkesalighed, at folk først taler og derefter tænker (jf. Schopenhauer 2019).
Men hvad betyder eristisk dialektik egentlig? Som det allerede fremgår af ovenstående citat, handler eristisk dialektik om at have ret, når man diskuterer, per fas, dvs. på en tilladt måde, og per nefas, dvs. på en utilladelig måde. På en tilladelig måde betyder at sige sandheden, men på en utilladelig måde betyder ikke at sige sandheden. Hvis vi bagefter indser, at vi tog fejl, bør vi få det til at se ud, som om vi havde ret (jf. Schopenhauer 2019): „sandt skal virke falsk, og falsk skal virke sandt“ (Schopenhauer 2019, 11).
En påstand kan på den ene side betragtes i forhold til dens objektive sandhed og på den anden side i forhold til dens gyldighed hos samtalepartneren. I den eristiske dialektik er det ikke udsagnets sandhed, der er afgørende, men om vi kan forsvare det, og om det også accepteres som sandt af samtalepartneren. „Derfor kommer det sig, at den, der strides, som regel ikke kæmper for sandheden, men for sin påstand“ (Schopenhauer 2019, 12). Interessen for sandhed viger for interessen for forfængelighed (jf. Schopenhauer 2019).
Eristisk dialektik skal skelnes fra logik, dvs. ren objektiv sandhed, såvel som fra sofistik, hævdelsen af falske påstande, fordi både logik og sofistik forudsætter, at vi kender sandheden. Men da vi ifølge Schopenhauer ikke ved, hvad sandheden er, kan vi se bort fra den i striden. Derfor kan den eristiske dialektik snarere betragtes som „fremtoningens logik“ (Schopenhauer 2019, 20).
Om disputtens metaforik
Det er påfaldende, at Schopenhauer bruger metaforer for stridigheder, der har en krigerisk karakter – f.eks. angreb og forsvar, angribe og forsvare, modstandere, våben, sejrherrer, skænderi, slå såvel som kæmpe. Desuden sammenligner han diskussion med fægtning: „at ramme og at parere, det er det, der betyder noget, ligesom i dialektikken: det er en intellektuel fægtekunst“ (Schopenhauer 2019, 21 f.). Lakhoff og Johnson bemærker, at metaforer ikke kun påvirker sproget, men også tanke og handling. Ifølge dem angriber og forsvarer vi vores påstand, når vi diskuterer. Vi ønsker at slå vores modstander og vinde diskussionen ved at have ret (jf. Lakhoff/Johnson 2007).
Men hvordan bevarer man ret i en diskussion? Schopenhauer taler om hjælpemidler, om en „ulige fordelt naturgave“ (Schopenhauer 2019, 13) – afhængig af personens klogskab. Til dette formål opregner han 38 såkaldte artifices, som er listet nedenfor (jf. Schopenhauer 2019).
Kunstgreb
– Kunstgreb 1: Udvidelse
– Kunstgreb 2: Homonymi
– Kunstgreb 3: Absolutisering
– Kunstgreb 4: Omveje
– Kunstgreb 5: Præmisser ad populum og ex concessis
– Trick 6: Skjult petitio principii
– Trick 7: At tillade mere end nødvendigt
– Trick 8: Provoker ved at stille spørgsmål
– Kunst 9: Indrømmelse af omveje
– Trick 10: At give efter på trods
– Trick 11: Induktion fra indrømmelser
– Trick 12: Eufemismer og dysphemismer
– Betegnelse 13: Det mindre onde
– Trick 14: At hævde sin ret
– Trick 15: Finte
– Trick 16: Ad populum
– Trick 17: Sofisteri
– Trick 18: Afbryde diskussionen
– Trick 19: At gøre argumenter til almindeligheder
– Trick 20: At skaffe beviser i smug
– Trick 21: At bruge kneb
– Trick 22: At spille argumentet af som petitio
– Trick 23: Provokere til overdrivelse
– Trick 24: Modbevise ved hjælp af konsekvenser
– Trick 25: Tilbagevisning med modeksempel
– Trick 26: Retorsion
– Trick 27: Udvikling af provokation
– Trick 28: Argumentum ad auditores
– Trick 29: Afledning
– Trick 30: Appel til autoritet
– Trick 31: Udtryk uforståelse, hævd uforståelighed
– Trick 32: Tilbagevisning ved rekursion
– Trick 33: Benægtelse af anvendelighed
– Trick 34: Omskrivning
– Trick 35: Argumentum ab utili
– Trick 36: Simuleret argument
– Trick 37: Modbevise en påstand med beviser
– Trick 38: Ad personam (jf. Schopenhauer 2019)
Litteratur
Lakhoff, George/ Johnson, Mark (2007): At leve i metaforer. Konstruktion og brug af sproglige billeder. 5. udg. Heidelberg: Carl-Auer-Systeme.
Schopenhauer, Arthur (2019): Kunsten at have ret. 16. udg. Hamborg: Nikol.