Enkulturation

Begrebet enkulturation er sammensat af det græske præfiks en „i“ og det latinske substantiv cultura „behandling, pleje“ (jf. Walz 2010, 8) og betyder i denne sammenhæng alt, hvad der er kultiveret, dvs. påvirket af mennesker (jf. Pohl 2008, 9). Teorien om enkulturation kan klassificeres inden for sociologi og antropologi, hvor en klar klassificering i videnskabelige kategorier er lige så vanskelig som en almengyldig definition af begrebet.

Definition

Begrebet enkulturation er sammensat af det græske præfiks en „i“ og det latinske substantiv cultura „behandling, pleje“ (jf. Walz 2010, 8) og betyder i denne sammenhæng alt, hvad der er kultiveret, dvs. påvirket af mennesker (jf. Pohl 2008, 9). Teorien om enkulturation kan klassificeres inden for sociologi og antropologi, hvor en klar klassificering i videnskabelige kategorier er lige så vanskelig som en almengyldig definition af begrebet.

Enkulturation som en del af socialiseringen

På trods af denne mangfoldighed har alle definitioner det til fælles, at de primært beskriver former for kulturel tilegnelse i barndommen og ungdommen og dermed definerer enkulturation. Enkulturation er derfor uadskilleligt forbundet med socialisering, dvs. „helheden af alle læreprocesser […], der er resultatet af menneskers gensidige diskursive kommunikation med deres omgivelser“ (Carlsburg 2011, 29). Claessens beskriver også enkulturation som en del af socialiseringsprocessen og opdeler den på den ene side i delområdet sociabilisering, hvormed menes det følelsesmæssige fundament, kommunikationen af basale verdenskrav og en primær social fiksering. På den anden side knytter han den til enkulturation, som er karakteriseret ved forældre-barn-interaktion, familiemiljøer og sekundær social fiksering (jf. Claessens 1962, 23).

Enkulturation som en socialiseringsproces

Det fremgår tydeligt af de præsenterede definitioner, at enkulturation ses som en selvstændig proces, der dog altid er en del af socialiseringen. Det antages, at det er en livslang proces, som, påvirket af forskellige faktorer og instanser, begynder ved fødslen og har en personligheds- og kulturbestemmende effekt (jf. Claessens 1962, 100; jf. Toaspern 1971, 36).

Enkulturationens begyndelse med fødslen beskrives på den måde, at det nyfødte menneske nedsænkes i et miljø, hvor en bestemt kultur former væsenet og tvinger det ind i bestemte mønstre fra begyndelsen (jf. Claessens 1962, 100). Denne tidlige enkulturation bliver yderligere uddybet og modificeret af forskellige instanser.

Familie, skole og jævnaldrende

Den første og vigtigste instans er familien, hvorigennem barnet opbygger en rudimentær jeg-identitet. Som fundament for barnets videre udvikling er denne fase tæt forbundet med og danner grundlaget for enkulturation. Desuden skal forældrenes og andre enkulturatorers adfærd altid ses i sammenhæng med den kulturelle prægning (jf. Carlsburg 2011, 30). En adskillelse af enkulturation og opdragelse er nødvendig, da opdragelse har til formål at påvirke og ændre adfærd, mens enkulturation sker tilfældigt (jf. Carlsburg 2011, 31).

Skolen påtager sig også en socialiserings- og enkulturationsfunktion ved at forberede til moden deltagelse i samfundet og give systematisk instruktion i kulturteknikker. Andre funktioner er f.eks. uddannelsesfunktionen og opdragelsesfunktionen (jf. Carlsburg 2011, 33).

Den tredje og sidste socialiseringsinstans er jævnaldrende grupper. Sammenlignet med interaktion med voksne giver disse større frihed i det symmetriske forhold mellem børn og unge. I denne instans kan der opstå konflikter med eksisterende normer og værdier, hvorved en ny kvalitet af enkulturation også kan findes her (jf. Carlsburg 2011, 36).

Mål og interaktioner

Disse eksempler på socialisering og enkulturation gør det klart, hvordan tanke- og handlemønstre kan overtages ubevidst på forskellige niveauer. I denne sammenhæng skal personlighedsudvikling, som er formet af enkulturation samt uddannelses- og opdragelsesprocesser, forstås som socialiseringens mål.

Disse processer er tæt forbundne, da de er „en meningsfuld hjælp til at vokse ind i den respektive kultur og samtidig selv er kulturelt farvede“ (Carlsburg 2011, 35).

Enkulturation tillægges også afgørende betydning i forbindelse med interkulturelle møder: når forskellige kulturer mødes, og en forandringsproces i gruppers og individers enkulturation finder sted gennem akkulturation (jf. Carlsburg 2011, 38).

Litteratur

Carlsburg, Gerd-Bodo von (2011): Enkulturation gennem erhvervelse af sociale kompetencer. Frankfurt: Peter Lang.

Claessens, Dieter (1962): Familie og værdisystem. En undersøgelse af menneskets „anden, sociokulturelle fødsel“. Berlin: Duncker & Humblot.

Pohl, Reinhard (2011): Interkulturel kompetence. I: Pohl, Reinhard (red.): Tyskland og verden. Kiel: Magazin.

Toaspern, Horst (1971): Der Kulturaneignungsprozess. Også et bidrag til den politiske sociologi. Stuttgart: Ferdinand Enke.

Walz, Hans (2010): Integration, assimilation, akkulturation, akkommodation, enkulturation. Grundbegriffe des Migrationsgeschehens: https://www.akademie-rs.de/fileadmin/user_upload/pdf_archive/barwig/2010_ORWO/Walz_Migration_-_Grundbegriffe_…27.10.2010.pdf [23.06.2018].

Wurzbacher, Gerhard (1963): Sozialisation – Enkulturation – Personalisation. I: Wurzbacher, Gerhard (red.): Der Mensch als soziales und personales Wesen. Bidrag til begrebet og teorien om socialisering ud fra sociologi, psykologi, arbejdsvidenskab, medicin, uddannelse, socialt arbejde, kriminologi og statskundskab. Stuttgart: Ferdinand Enke.