Diaspora

Begrebet diaspora kommer fra græsk og betyder „at sprede“ eller „at sprede“ (jf. Kuhlmann 2014). På den ene side står det for en tvungen emigration af et samfund fra dets hjemland og på den anden side for en spredning af dette samfund til fremmede regioner (jf. ibid.).

Emigration er normalt ledsaget af en følelse af rodløshed og smertefuld adskillelse fra hjemlandet, så det følelsesmæssige aspekt skal også nævnes (jf. Vetter 2007, 164). Centralt i definitionen af en diasporasituation er den identifikatoriske reference tilbage til et geografisk fjernt, virkeligt eller fiktivt oprindelsesland og dets kulturelt-religiøse tradition (jf. Baumann 1999, 252).

Derudover er en gensidig trekant af relationer mellem oprindelseslandet og dets kultur, ankomstlandet og diasporagruppen karakteristisk for en diasporasituation. Enten lever gruppen for sig selv som en minoritet i et fremmed land og bevarer kulturelle skikke såvel som sin egen religiøse identifikation (jf. ibid.), eller også finder der assimilation sted, dvs. at kulturelle rødder opgives, og spørgsmål om kulturel identitet opstår.

Historiske rødder

Historisk set blev begrebet opfundet i den tidlige jødedom. Det blev først brugt om den jødiske diaspora, dvs. om de jøder, der levede uden for „det forjættede land“ (Palæstina) og Jerusalem. I kristendommen er udtrykket blevet brugt siden det 16. århundrede til at betegne protestantiske eller katolske minoriteter i et samfund, der er konfessionelt forskelligt. I mellemtiden er begrebet også blevet brugt om andre diasporagrupper. Det gælder f.eks. den græske, indiske, kurdiske og libanesiske diaspora (jf. Baumann 1999, 252).

Diaspora og eksil – ligheder og forskelle

Begrebet diaspora falder ofte sammen med begrebet eksil (latin exilium „ophold i et fremmed land, eksileret“) og sidestilles nogle gange med det (jf. Kuhlmann 2014). Den tætte semantiske, begrebsmæssige og historiske forbindelse er hævet over enhver tvivl. Men en klar definitorisk afgrænsning synes ikke at være særlig nyttig, da begge begreber ofte flyder over i hinanden. At reflektere over ligheder og forskelle synes derfor at give mere mening.

En forskel er, at begrebet eksil beskriver individuelle oplevelser snarere end et samfunds. En anden forskel er, at folk forlader deres hjemland frivilligt. Graden af ufrivillighed ved emigration understreges mere i eksilforskningen end i diasporasammenhæng (jf. Kuhlmann 2014). En af de største forskelle ligger i tilknytningen til ens hjemland. Diasporaer opretholder, ligesom eksilerede, tætte bånd til deres fødeland. De betragter det fortsat som deres sande hjem og fastholder deres egen kulturelle identitet. Exilanter har en tendens til at affinde sig med deres nye hjemland og forsøger at opbygge sociale, følelsesmæssige og symbolske bånd til værtslandet. Værtslandet forbliver ofte en midlertidig løsning for eksilanter, der ikke ønsker at slå rødder. Den fortsatte tilknytning til oprindelseslandet er ofte forbundet med et engagement i hjemlandets politik (jf. Kuhlmann 2014).

Litteratur

Baumann, Martin (1999): Diaspora. I: Auffahrt, Christoph (red.): Metzler Lexikon Religion: Gegenwart – Alltag – Medien. Stuttgart: Metzler, 251-254.

Kuhlmann, Jenny (2014): Eksil, diaspora og transmigration. http://www.bpb.de/apuz/192563/exil-diaspora-transmigration?p=all [02.07.2018].

Vetter, D. (2007): Diaspora. I: Khoury, Adel Theodor (red.): Lexikon religiöser Grundbegriffe – Judentum Christentum Islam. Wiesbaden: Marx, 164-168.