Civilsamfundet
Udtrykket civilsamfund henviser til en samfundsform, der er kendetegnet ved uafhængige socialt og politisk engagerede borgere (jf. Duden 2020). Dette omfatter f.eks. aktiviteter i klubber, foreninger og kirker eller overtagelse af embeder.
Civilsamfundet er hjørnestenen i et levende demokrati. Civilsamfundet henleder opmærksomheden på aktuelle sociale udfordringer, som efter dets mening ikke får tilstrækkelig opmærksomhed på politisk plan. Civilsamfundets „mørke side“ kan også have en antidemokratisk virkning gennem udelukkelse, umenneskelig adfærd osv. Ansvarlige borgere er en forudsætning for et velfungerende og kritisk civilsamfund.
3 perspektiver
Begrebet kan også ses ud fra tre perspektiver: et normativt, et handlingsorienteret og et aktørcentreret perspektiv.
1 Det normative perspektiv betyder her et civilsamfund, der kæmper for en bedre fremtid eller et mere retfærdigt samfund; dette perspektiv kan især findes i kampen mod autoritære eller diktatoriske systemer.
2 Det handlingsorienterede perspektiv henviser derimod til social interaktion i samfundet. Civilsamfundet bør f.eks. være ikke-voldeligt, hjælpsomt og kompromisorienteret. Denne grundlæggende holdning i civilsamfundet understøttes af de politisk skabte juridiske rammer, såsom menneskerettigheder og grundlæggende rettigheder. Det er således en del af en politisk kultur, der deler og repræsenterer de samme værdier.
3 I det aktørcentrerede perspektiv på civilsamfundet er der fokus på enkeltpersoner eller organisationer, der arbejder uafhængigt uden for familie- eller virksomhedsstrukturer. Dette sker uafhængigt af sociale kategorier som marked, stat og privatsfære i foreninger, ikke-statslige organisationer (NGO’er), kredse, netværk, forbund eller lignende strukturer (jf. Bpb 2020).
Civilsamfundet og hegemoni
Begrebet civilsamfund, società civile, som ofte er normativt ladet, får en vigtig kritisk-analytisk drejning fra den italienske marxistiske intellektuelle Antonio Gramsci (1891-1837): I et socioøkonomisk opdelt kapitalistisk samfund er civilsamfundets sfære ikke nødvendigvis et fristed for demokratisk og social deltagelse, der er pænt adskilt fra økonomi og politik, men kan også – som i den revolutionære periode ved slutningen af Første Verdenskrig – fungere som en „robust kæde af fæstninger og kasematter“ (Gramsci 1999, 874), der i samarbejde med statsmagten stabiliserer de eksisterende dominansforhold og dæmper og svækker emancipatoriske ambitioner.
Civilsamfundet er derfor ligesom den politiske sfære ikke et neutralt rum, men et betydningsfuldt rum, der er forbundet med den konfliktfyldte reproduktion af samfundet som helhed og nødvendigvis er omstridt, hvor sociale kræfter kæmper om kulturel hegemoni: Hegemoni betegner i modsætning til tvangsbaseret politik en „magt, der er rodfæstet i folks overbevisninger og ikke blot legitimerer styret abstrakt, men indlejrer det i de herskendes konsensus“ (Haug/Davidson 2004, 1-29). Ifølge denne forståelse er den afgørende faktor for reel demokratisering ikke blot den formelle eksistens af civilsamfundet, men dets hegemoniske eller modhegemoniske, resistente funktion i samfundet.
Litteratur
Forbundsagenturet for borgeruddannelse (2012): Die verschiedenen Dimensionen der Zivilgesellschaft, online på: https://www.bpb.de/politik/grundfragen/deutsche-verhaeltnisse-eine-sozialkunde/138713/dimensionen (besøgt 18.09.2020).
Gramsci, Antonio (1999): Gefängnishefte. Bd. 4, Hamburg: Argument, s. 874.
Haug,Wolfgang Fritz/ Davidson, Alastair (2004): Hegemoni. I: Institute for Critical Theory Inkrit (red.): Historisch-kritisches Wörterbuch des Marxismus. Bind 6/I. Fra hegemoni til imperialisme. Hamburg: Argument, sp. 1-29.