Blackfacing betyder, at en hvid person sminkes med sort maling for at give ham eller hende et udseende af at have en anden hudfarve. Denne praksis er udbredt i hele Tyskland og anvendes f.eks. i teaterforestillinger, karnevalsoptog og julesanggrupper. Ud over den visuelle ændring har blackfacing også en politisk dimension, som har givet anledning til en intens diskurs i de seneste år (jf. Voss 2014, 103).
Koloniale traditioner
„Blackfacing / Blackface er en teater- og underholdningsmaskerade, der stammer fra det 19. århundredes USA, men som også blev taget op i Europa i begyndelsen af det europæiske kolonistyre.“ (Khabo Koepsell 2015, 48) I de såkaldte ‚minstrel shows‘ sminkede hvide skuespillere sig selv med sort maling eller kul og „fremstillede racistiske stereotyper af den sorte befolkning. […] Sort hudfarve har i traditionen med blackfacing altid stået for primitivitet og mental begrænsning.“ (Khabo Koepsell 2015, 48) Moderne blackfacing gør således brug af racistiske traditioner og reproducerer dem.
Blackfacing i Tyskland
I de seneste år er kulturelle arrangementer i Tyskland, hvor der er blevet brugt blackfacing, blevet diskuteret meget kritisk. F.eks. teaterforestillingen Ich bin nicht Rappaport (Jeg er ikke Rappaport) af Schlosspark Theater i Berlin den 5. januar 2012 eller ZDF-programmet Wetten, dass…? i december 2013, hvor borgere i Augsburg klædte sig ud som Jim Knopf og lokomotivføreren Lukas. Selv om blackfacing i Tyskland ikke direkte er i traditionen fra amerikanske minstrel shows, og selv om hensigten hos de ansvarlige for ovennævnte eksempler ikke kan betragtes som racistisk, er blackfacing baseret på stereotyper og racistiske idéer, der er præget af den koloniale fortid.
Racisme er uafhængig af hensigt
Farvede mennesker (f.eks. aktivister fra foreningen Bühnenwatsch) kritiserer „de hvide menneskers magt til at definere racisme“ (Ganz 2012, 127) og påpeger, at racisme ofte er strukturel og kan begås uafhængigt af hensigten. Hylton bemærkede f.eks., at folk i publikum til Serena Williams‘ tenniskampe sortmalede sig selv, og bemærkede: „Nogle hævder, at ansigtsmaling ved motorløb og andre sports- og fritidsbegivenheder er godmodigt og sjovt for alle. For disse mennesker falder blackfacing ind under kategorien harmløs og uskadelig sjov. En anden fortolkning er imidlertid, at ingen blackface-forestilling kan være neutral med hensyn til dens indvirkning på sorte og mioritiserede etniske samfund. Det er ubestrideligt, at sorte og minoritetsgrupper er følsomme og derfor sårbare over for blackface-optræden.“ (Hylton 2018, 11)