Ballroom-kultur

Ballroom-kulturen er en bevægelse i den amerikanske queer-scene, som udviklede sig fra de oprindelige drag balls i New York City i 1970’erne og 80’erne (jf. Weems 2008, 88). De første drag balls fandt sted i Harlem-distriktet i New York i slutningen af det 19. århundrede (jf. Pearlman et al. 2014, 545). Allerede i de første årtier af det 20. århundrede nød de stigende popularitet i mange større amerikanske byer, hvilket fortsætter den dag i dag. Et af spillestederne var den verdensberømte Madison Square Garden i New York City (jf. Weems 2008, 86; jf. Beemyn 2014, 504). På grund af stigende konservatisme under og efter Anden Verdenskrig blev disse oprindelige drag balls forbudt, men queer-undergrundsscenen fortsatte med at afholde denne slags sammenkomster i private rum, hvorfra Ballroom Culture opstod i slutningen af 1960’erne (jf. Weems 2008, 88f.).

International fremtrædende plads

I 1980’erne og 90’erne spredte New Yorks Ballroom Culture sig til andre amerikanske storbyer og nåede mainstream og dermed international prominens gennem Jennie Livingstons dokumentar Paris Is Burning (1990) og Madonnas hit Vogue (1990) (jf. Beemyn 2014, 514f.). I modsætning til drag balls, som primært er orienteret mod skønhedskonkurrencer og primært tilbyder homoseksuelle mænd en platform for deres travesti-kunst, er ballroom-kulturen rettet mod en bredere masse af queer-personer og tilbyder især BlBOC muligheden for at repræsentere sig selv i forskellige performance-kategorier (jf. ibid.; Beemyn, 514f.). Hovedformålet med disse konkurrencer er at præsentere sig selv med den størst mulige ‚realness‘ (overtalelsesevne) i de respektive kategorier. Der leges ofte med kønsunderminering. Konkurrencerne bedømmes af en jury, der som regel består af respekterede medlemmer af miljøet (jf. Pearlman 2014, 545f.). Deltagerne går på en såkaldt runway i den valgte kategori og præsenterer sig som regel i ‚voguing‘ (jf. Weems 208, 88). Konkurrencerne inden for rammerne af ballerne har også politisk betydning, da deltagerne gennem deres performance udstiller kønsrollerne som en konstruktion (jf. Bailey 2011, 366). Parodier og perspektiveringer er også en væsentlig del af disse baller (jf. Pearlman 2014, 545f.). Inden for ballroom-kulturen forstås (køns)identitetstilskrivninger således som formbare og foranderlige, hvilket giver medlemmerne mulighed for at frigøre sig fra heteronormative ideer og udleve og fejre deres „queerness“ i et sikkert rum (jf. Bailey 2011, 369f.). Ballroom-kulturen er ikke begrænset til at være vært for og deltage i disse baller, men producerer også „huse“, hvor deltagerne organiserer sig (jf. ibid., 367).

Huse

De såkaldte „huse“ tilbyder medlemmer af ballroom-scenen et familiært netværk uden for deres biologiske oprindelsesfamilie, som de ofte har intet eller et dårligt forhold til på grund af deres queerness (jf. Pearlman 2014, 545). „Mødrene“ eller „fædrene“ i disse huse er som regel respekterede, flere gange vindere af baller og samtidig eponymer for deres huse, hvor store designermærker eller symbolske udtryk også fungerer som navne (jf. Bailey 2011, 367). Selv om disse huse i de fleste tilfælde ikke kan sidestilles med et fysisk hjem, tilbyder de stadig deres „børn“ en familiestruktur, et sted at gå hen og et støttenetværk (jf. ibid.). Ud over den sociale struktur har husene til opgave at organisere og deltage i baller og konkurrencer (jf. ibid., 368). Det er „husforældrenes“ opgave at opdrage deres elever og forberede dem til konkurrencerne, så de med succes kan konkurrere for deres hus (jf. ibid.; Beemyn 2014, 514f.).

Voguing

Den oprindelige form for „voguing“ går tilbage til det 19. århundrede og er nu en integreret del af Ballroom Culture-konkurrencer (jf. Pearlman 2014, 545). Voguing er en dansestil, der bruger de glamourøse positurer fra modemagasiner – især Vogue, som gav den sit navn (jf. Haider 2018). Inden for Ballroom Culture forstås voguing som en sofistikeret form for gadekamp, hvor personen med den bedste koreografi vinder (Jf. Paris Is Burning 1990, [35:55-37:07]). Generelt er der tre underkategorier af voguing:

Old way: refererer til den oprindelige form, der kan genkendes på „kantede bevægelser“.
new way: inkluderer „akrobatiske former“.
vogue femme: repræsenterer en „næsten hysterisk femininitet“. (Aha 2016)

Voguing blev kendt af masserne gennem Madonnas verdensberømte musikvideo, hvortil hun specielt havde castet dansere fra ballroom-scenen (jf. ibid.).

Tysk ballroom-kultur

Det er især de ovennævnte popkulturelle produkter, der har gjort Ballroom Culture mere kendt. Nyere produktioner som RuPaul’s Drag Race (World of Wonder, start 2009) eller Pose (FX Productions, start 2018) samt sociale medier understøtter også spredningen af den subkulturelle bevægelse og gør den internationalt tilpasset (jf. Haider 2018). I 2011 grundlagde Georgina Leo Melody det første tyske House i Düsseldorf („House of Melody“), og i 2012 lancerede hun „Voguing Out Festival“ i Berlin, som minder om de amerikanske Balls (jf. Wiedemann 2019). I modsætning til den amerikanske model er den tyske ballroom-scene ikke udelukkende forbeholdt queer-miljøet, men er også åben for cis-personer (jf. Aha 2016).

Litteratur

Aha, L. (2016): Ballroom-kultur på Berlins HAU. She’s a pretty boy. https://taz.de/Ball-roomCulture-im-Berliner-HAU/!5354047/ [02.09.2020].

Bailey, M. (2011): Gender/Racial Realness: Theorizing the Gender System in Ballroom Cul¬ture. I: Feministiske studier 37(2), 365-386.

Beemyn, G. (2014): USA’s historie. I: Erickson-Schroth, Laura (red.): Trans Bodies, Trans Selves. A Resource for the Transgender Community. Oxford, New York: Oxford University Press, 501-536.

Haider, A. (2018): How Drag Balls Went Mainstream. https://www.bbc.com/cul-ture/article/20180810-drag-balls-the-glamorous-performances-thatmean-resistance [02.09.2020].

Livingston, J. (dir.) (1990): Paris Is Burning. Off-White Productions.

Pearlman, L. et al (2014): Kunst og kultur. Erickson-Schroth, Laura (red.): Trans Bodies, Trans Selves. En ressource for det transkønnede samfund. Oxford, New York: Oxford Univer¬sity Press, 537-566.

Weems, M. (2008): The Fierce Tribe. Maskulin identitet og performance i kredsløbet. Utah State: University Press.