Kompetence (interkulturel)

Begrebet kompetence er afledt af det latinske ord competentia „egnethed“. Interkulturel kompetence (latin inter „mellem“) betyder, at mennesker med forskellige kulturelle baggrunde formår at kommunikere og handle sammen med succes. Ordet kultur kommer af det latinske cultura „behandling, omsorg“ og omfatter i almindelig forståelse alt, hvad der dyrkes, dvs. påvirkes af mennesker (jf. Pohl 2008, 9).

Interkulturel kompetence og møde

Interkulturel kompetence betyder grundlæggende at kunne håndtere ukendte måder at tænke og opføre sig på (jf. Pohl 2008, 9). Det, der menes, er evnen til at håndtere fremmede kulturer og deres medlemmer på en hensigtsmæssig måde (jf. Lüsebrink 2012, 9). Barley siger, at „kun mødet med det fremmede gør kulturen synlig“ (Barley 1999, 9) og drager en sammenligning med menneskets anatomi: „Vores egen kultur er som vores egen næse. Vi ser den ikke, fordi den er lige foran vores øjne, og vi er vant til at se på verden direkte gennem den“. (Barley 1999, 9)

Empati, færdigheder, viden

Interkulturel kompetence er så mangefacetteret, at den ikke kan betragtes som en enkeltstående kompetence. De mest forskelligartede kompetenceområder inden for kommunikation på et verbalt, nonverbalt og også paraverbalt niveau behandles – ligesom adfærdsmæssige og forståelsesmæssige kompetencer. Sammenfattende omfatter interkulturel kompetence tre hovedområder: affektive, pragmatiske og kognitive færdigheder (jf. Lüsebrink 2012, 9). Ifølge Bolten er det en „færdighed, der hele tiden udvikler sig og interagerer produktivt med andre, grundlæggende kompetencer“ (Lüsebrink 2012, 10).

Niveauer af interkulturel læring

Pauline Clapeyron har en lignende tilgang. Hun præsenterer interkulturel kompetence som et læringsmål for interkulturel læring, hvor interkulturel læring finder sted på et affektivt niveau (selvkompetence og bevidstgørelse), et kognitivt niveau (faktuel kompetence og vidensoverførsel), et kommunikativt niveau (social kompetence og empati) og et adfærdsmæssigt niveau (kompetence til at handle og praktisere interkulturelle færdigheder) (jf. Flüchtlingsrat Schleswig Holstein 2004, 7 f.).

Ligesom Bolten forstår hun ikke interkulturel kompetence som en erhvervet og statisk færdighed, men som en læringsproces. I denne sammenhæng betyder det at være interkulturelt kompetent, „at vi som individer har udviklet evner til at forholde os til og kommunikere med andre mennesker i meget forskellige situationer, i forskellige sociale og kulturelle kontekster, samtidig med at vi er bevidste om vores egne værdier og kulturelle indlejring.“ (Flygtningehjælpen Slesvig-Holsten 2004, 9)

Litteratur

Barley, Nigel (1999): Triste øboere. Som etnolog hos englænderne. München: Klett.

Clapeyron, Pauline (2004): Interkulturel kompetence i socialpædagogisk arbejde. I: Flüchtlingsrat Schleswig-Holstein: Interkulturelle Kompetenz in der pädagogischen Praxis. En introduktion. Brochure: http://www.forschungsnetzwerk.at/downloadpub/perspektive_interkulturelle_Kompetenz_equal.pdf [19.06.2018].

Gnahs, Dieter (2007): Kompetenzen – Erwerb, Erfassung, Instrumente. I: Det tyske institut for voksenuddannelse (red.): Studientexte für Erwachsenenbildung. Bielefeld: Bertelsmann.

Lüsebrink, Hans-Jürgen (2012): Interkulturel kommunikation. Interaktion, fremmedopfattelse, kulturel overførsel. 3. udgave ed. Stuttgart: Carl Ernst Poeschel.

Pohl, Reinhard (2011): Interkulturel kompetence. I: Pohl, Reinhard (red.): Tyskland og verden. Kiel: Magazin.

Straub, Jürgen/ Weidemann, Arne/ Weidemann, Doris (2007): Handbuch interkulturelle Kommunikation und Kompetenz. Grundlæggende begreber – teorier – anvendelsesområder. Stuttgart: Carl Ernst Poeschel.