Mit dem Laden des Videos akzeptieren Sie die Datenschutzerklärung von YouTube.
Mehr erfahren
Unter dem Begriff Assimilation wird die Angleichung eines Zustandes bzw. die Eingliederung verstanden. Aus dem Lateinischen assimilatio lässt sich also herleiten, dass etwas ähnlich gemacht bzw. angepasst wird (vgl. Duden 2013). Diese Angleichung findet sich in vielen Kontexten wieder. Beispielsweise kann der Begriff im Zuge der Akklimatisierung genannt werden. Menschen, die in ferne Länder reisen, müssen sich zunächst den neuen äußeren Umständen anpassen. Damit sind u. a. Zeitumstellung, Temperatur und Lichtverhältnisse gemeint (vgl. Spektrum.de 2018). Ferner lässt sich Assimilation auch im Kontext der Linguistik, Biologie, Lernpsychologie und Kultur wiederfinden.
Assimilation im Kontext der Lernpsychologie
Jean Piaget beschäftigte sich in seiner Theorie mit der kognitiven Entwicklung von Kindern. Dabei geht er auf zwei prägnante Prozesse ein. Zum einen beschreibt er die Akkommodation, welche die Fähigkeit der Veränderung des Lernverhaltens beschreibt. Zum anderen handelt es sich bei der Assimilation um eine Eingliederung neuer Erfahrungen in vorhandene Schemata. Das bereits vorhandene Wissen wird verwendet, um die neuen äußeren Reize in bekannte Muster einzuordnen und bestimmte Situationen ähnlich erscheinen zu lassen. Dabei kann die Wahrnehmung soweit verändert werden, dass die bestimmte Situation bewältigt werden kann (vgl. Hoppe-Graff 2014, 150–152).
Ein Beispiel für Assimilation ist ein Kind, welches zum ersten Mal einen Medizinball in ein Tor schießen möchte. Das Kind hat bereits Erfahrungen damit, einen Fußball zu schießen, indem mit dem Fuß gegen den Ball getreten wird. Daraufhin fliegt der Ball aufgrund seiner Eigenschaften in das anvisierte Zielt. Das Kind weiß, dass der Ball durch seine Krafteinwirkung bewegt wurde. Aufgrund dieser Vorerfahrungen passt das Kind seine Krafteinwirkung nach und nach auf den Medizinball an, sodass dieser das Ziel nach einem Schuss erreicht.
Assimilation im kulturellen Zusammenhang
Wie auch bei der Akkommodation findet sich Assimilation im kulturellen Kontext wieder. Genauer gesagt bedeutet es „die Anpassung der Mitglieder der Minderheitsgesellschaft an die Maßstäbe, Vorgaben, Verhaltenskodizes und Normen der Mehrheitsgesellschaft“ (Hoesch 2018, 82). Hierbei ist häufig die Aufgabe kultureller, religiöser und ethnischer Identitäten gemeint. In der Assimilationsforschung ist diese negativ konnotierte Ansicht umstritten und derzeit nicht genauer gelöst. Allerdings ist die Assimilationspolitik real, da häufig Bevölkerungsgruppen zwangsassimiliert werden (vgl. Hoesch 2018, 82 f.).
Die Assimilation erfährt folglich eine negative Konnotation. Daher wird in öffentlichen Debatten oftmals von Integration gesprochen, obwohl der Assimilationsprozess gemeint ist. Beispiele für die Zwangsassimilation durch den politischen Willen finden sich oft wieder. So hat die kanadische Regierung „zwischen 1874 und den 1970er Jahren rund 150.000 Kinder der Inuit und Meti in Internate gezwungen“ (Hoesch 2018, 83), sodass diese Kinder von ihren Familien getrennt und von ihrer Herkunftskultur isoliert wurden.
Weiterführendes Lernmaterial: Interkulturell kompetent kommunizieren und handeln
Literatur
Duden (2013): Die deutsche Rechtschreibung. 26. Auflage. Berlin: Bibliographisches Institut.
Hoesch, Kerstin (2018): Migration und Integration. Eine Einführung. Wiesbaden: Springer.
Hoppe-Graff, Siegfried (2014): Denkentwicklung aus dem Blickwinkel des strukturgenetischen Konstruktivismus. Berlin: Springer.
Spektrum.de (2018): Akklimatisation. https://www.spektrum.de/lexikon/biologie/akklimatisation/1711 [10.01.2019].
dansk
Ved assimilation forstås tilnærmelse til en stat eller indlemmelse. Fra det latinske assimilatio kan det afledes, at noget gøres ens eller tilpasses (jf. Duden 2013). Denne assimilation kan findes i mange sammenhænge. For eksempel kan begrebet nævnes i forbindelse med akklimatisering. Mennesker, der rejser til fjerne lande, skal først tilpasse sig de nye ydre omstændigheder. Det gælder bl.a. tidsændring, temperatur og lysforhold (jf. Spektrum.de 2018). Assimilation kan også findes i forbindelse med sprogvidenskab, biologi, indlæringspsykologi og kultur.
Assimilation i forbindelse med indlæringspsykologi
Jean Piaget beskæftigede sig i sin teori med børns kognitive udvikling. I den forbindelse beskæftiger han sig med to sammenfattende processer. På den ene side beskriver han akkommodation, som beskriver evnen til at ændre læringsadfærd. På den anden side er assimilation indarbejdelsen af nye erfaringer i eksisterende skemaer. Den allerede eksisterende viden bruges til at klassificere de nye eksterne stimuli i kendte mønstre og til at få visse situationer til at fremstå ens. I denne proces kan opfattelsen ændres i en sådan grad, at den pågældende situation kan mestres (jf. Hoppe-Graff 2014, 150-152).
Et eksempel på assimilation er et barn, der for første gang ønsker at sparke en medicinbold i mål. Barnet har allerede erfaring med at sparke til en fodbold ved at sparke til bolden med foden. Som følge heraf flyver bolden ind i det tilsigtede mål på grund af dens egenskaber. Barnet ved, at bolden er blevet flyttet på grund af dens kraft. På grundlag af denne tidligere erfaring tilpasser barnet gradvist sin kraftanvendelse på medicinbolden, så den når målet efter et spark.
Assimilation i en kulturel sammenhæng
Ligesom med akkommodation findes assimilation i en kulturel kontekst. Mere specifikt betyder det „tilpasning af medlemmer af minoritetssamfundet til majoritetssamfundets standarder, specifikationer, adfærdskodekser og normer“ (Hoesch 2018, 82). Her menes der ofte en opgivelse af kulturelle, religiøse og etniske identiteter. I assimilationsforskningen er dette negativt konnoterede synspunkt kontroversielt og er i øjeblikket ikke løst mere præcist. Imidlertid er assimilationspolitikker reelle, da befolkningsgrupper ofte bliver tvangsassimileret (jf. Hoesch 2018, 82 f.).
Assimilation oplever følgelig en negativ konnotation. Derfor tales der i offentlige debatter ofte om integration, selv om der menes assimilationsprocessen. Der kan ofte findes eksempler på tvangsassimilering med politisk vilje. For eksempel tvang den canadiske regering „omkring 150.000 inuit- og metisbørn til at gå på kostskoler mellem 1874 og 1970’erne“ (Hoesch 2018, 83), således at disse børn blev adskilt fra deres familier og isoleret fra deres oprindelseskultur.
Eesti
Assimilatsioon tähendab riigile lähenemist või inkorporeerimist. Ladina assimilatio’st võib tuletada, et midagi muudetakse sarnaseks või kohandatakse (vrd. Duden 2013). Seda assimilatsiooni võib leida paljudes kontekstides. Näiteks võib seda mõistet mainida aklimatiseerimise kontekstis. Kaugesse riiki reisivad inimesed peavad kõigepealt kohanema uute väliste oludega. Nende hulka kuuluvad muutused ajas, temperatuuris ja valgustingimustes (vt Spektrum.de 2018). Assimilatsiooni võib leida ka keeleteaduse, bioloogia, õppepsühholoogia ja kultuuri kontekstis.
Assimilatsioon õppepsühholoogia kontekstis
Jean Piaget‘ teooria käsitles laste kognitiivset arengut. Selles kontekstis käsitleb ta kahte kokkuvõtvat protsessi. Ühest küljest kirjeldab ta akommodatsiooni, mis kirjeldab võimet muuta õpikäitumist. Teisest küljest on assimilatsioon uute kogemuste integreerimine olemasolevatesse skeemidesse. Juba olemasolevaid teadmisi kasutatakse uute väliste stiimulite liigitamiseks tuttavatesse skeemidesse ja teatud olukordade sarnaseks muutmiseks. Selle protsessi käigus võib tajumist muuta nii palju, et kõnealust olukorda on võimalik omandada (vt Hoppe-Graff 2014, 150-152).
Assimilatsiooni näide on laps, kes tahab esimest korda meditsiinipalli väravasse lüüa. Lapsel on juba kogemus jalgpalli löömisega, lüües palli jalaga. Selle tulemusena lendab pall oma omaduste tõttu ettenähtud väravasse. Laps teab, et pall on oma jõu tõttu liikunud. Selle varasema kogemuse põhjal kohandab laps järk-järgult oma jõu rakendamist meditsiinipallile nii, et see jõuab pärast lööki sihtmärgini.
Assimilatsioon kultuurilises kontekstis
Sarnaselt akommodatsioonile toimub ka assimilatsioon kultuurilises kontekstis. Täpsemalt tähendab see „vähemusrahvuse liikmete kohanemist enamusrahvuse standardite, spetsifikatsioonide, käitumiskoodeksite ja normidega“ (Hoesch 2018, 82). See viitab sageli kultuurilisest, religioossest ja etnilisest identiteedist loobumisele. Assimilatsiooniuuringutes on see negatiivselt kodeeritud seisukoht vastuoluline ja praegu ei ole see täpsemalt lahendatud. Assimilatsioonipoliitika on siiski reaalne, sest rahvastikurühmi assimileeritakse sageli sunniviisiliselt (vt Hoesch 2018, 82 f.).
Assimilatsioon kogeb seega negatiivset konnotatsiooni. Seetõttu räägitakse avalikes aruteludes sageli integratsioonist kui integratsioonist, isegi kui see viitab assimilatsiooniprotsessile. Sageli võib leida näiteid poliitilise tahte sunnitud assimilatsioonist. Näiteks sundis Kanada valitsus „umbes 150 000 inuittide ja metiside last 1874. aasta ja 1970. aastate vahel internaatkoolidesse“ (Hoesch 2018, 83), mis eraldas need lapsed oma peredest ja isoleeris nad oma põlisrahvaste kultuurist.
Български
Асимилация означава сближаване с дадена държава или приобщаване. От латинското assimilatio може да се изведе, че нещо се прави подобно или адаптирано (вж. Duden 2013). Тази асимилация може да се срещне в много контексти. Например понятието може да се спомене в контекста на аклиматизацията. Хората, които пътуват в далечни страни, първо трябва да се адаптират към новите външни условия. Те включват промени във времето, температурата и светлинните условия (вж. Spektrum.de 2018). Асимилацията може да се срещне и в контекста на лингвистиката, биологията, психологията на ученето и културата.
Асимилацията в контекста на психологията на ученето
Теорията на Жан Пиаже се занимава с когнитивното развитие на децата. В този контекст той се занимава с два процеса на обобщаване. От една страна, той описва акомодацията, която описва способността да се променя поведението при учене. От друга страна, асимилацията е включването на нов опит в съществуващите схеми. Вече съществуващите знания се използват, за да се класифицират новите външни стимули в познати модели и да се направи така, че определени ситуации да изглеждат сходни. В този процес възприятието може да бъде променено до такава степен, че съответната ситуация да бъде овладяна (вж. Hoppe-Graff 2014, 150-152).
Пример за асимилация е дете, което за първи път иска да ритне медицинска топка във вратата. Детето вече има опит в ритането на футболна топка, като рита топката с крак. В резултат на това топката лети в предназначената за целта врата благодарение на своите свойства. Детето знае, че топката е била преместена поради силата си. Въз основа на този предишен опит детето постепенно адаптира прилагането на сила върху медицинската топка, така че тя да достигне целта след ритник.
Асимилация в културен контекст
Както и при приспособяването, асимилацията съществува в културен контекст. По-конкретно тя означава „адаптирането на членовете на малцинствената общност към стандартите, спецификациите, кодовете на поведение и нормите на мнозинството“ (Hoesch 2018, 82). Това често се отнася до отказ от културна, религиозна и етническа идентичност. В изследванията на асимилацията този негативно конотиран възглед е противоречив и понастоящем не е решен по-точно. Въпреки това политиките на асимилация са реални, тъй като групите от населението често са насилствено асимилирани (вж. Hoesch 2018, 82 и сл.).
Вследствие на това асимилацията има отрицателна конотация. Поради тази причина в публичните дебати често се говори за интеграция, дори ако се има предвид процесът на асимилация. Често могат да се намерят примери за насилствена асимилация по политическа воля. Например канадското правителство принуждава „около 150 000 деца от племето инуит и метис да посещават училища-интернати между 1874 г. и 70-те години на ХХ век“ (Hoesch 2018, 83), като по този начин отделя тези деца от семействата им и ги изолира от културата на коренното население.
